I kampen for at sætte en progressiv dagsorden i klima- og miljøkampen retter de grønne organisationer for det meste deres kanoner mod den politiske og økonomiske magt.

Vi har i den grad brug for en grøn mediekritik, ja, vi har brug for en mediekritik overhovedet.

Måske vi skulle til at interessere os lidt mere for medierne, for de har en enorm indflydelse på, hvilke dagsordener der overhovedet bliver sat, og hvordan de i givet fald diskuteres.

Mediernes magt tiltager

Medierne sætter rammen for den offentlige debat og er derigennem i høj grad med til at forme den offentlige opinion, hvorfor de udgør en mindst lige så vigtig del af magten i de moderne samfund, som den politiske og økonomiske magt gør det.

Og den magt er i tiltagende grad præget af et fjernt, distanceret og glatpoleret syn på verden. Vor tids toneangivende medier hører hjemme i store mediepaladser af stål, beton og glas, hvorfra medarbejderne ser ud på verden udenfor. Det hører til sjældenhederne, at de bevæger sig ud i den virkelige verden – og når de gør, er det kun for en stund, hvorefter de hurtigt vender tilbage til trygheden bag glasruderne igen.

Det er herinde, verden bliver til artikler, historier, kommentarer, udsendelser, programmer og så videre, og de er nødvendigvis præget af et flygtigt og overfladisk forhold til den virkelighed, de angiveligt skulle dække. En ganske stor del af mediefladen er til og med fyldt med indhold, der end ikke har besværet sig med at forholde sig til virkeligheden, som den opleves af mennesker af kød og blod. 

Det gælder for alle de indslag, der henviser til virkeligheden på anden eller tredje hånd, for eksempel når man ukritisk refererer en rapport fra en angiveligt autoritativ institution som eksempelvis Finansministeriet eller Det Økonomiske Råd. Eller når man kommenterer en politisk situation ved at samle en udvalgt kreds af andenhåndssludrehoveder.

Og så er der den tiltagende brug af ’kendte’, det vil sige professionelle ’medieludere’, som angiveligt lever af at bade sig i mediernes rampelys, og som fylder stadigt flere sendeflader med at hælde vand ud af ørerne.

Klimakritikere udelukkes

Stillet overfor denne medierealitet er det vanskeligt, ja, nærmest umuligt for de mange engagerede græsrødder, der konkret og i praksis forsøger at sejle op imod den eskalerende miljø- og klimakrise, at komme til orde. De eneste, der fra tid til anden får mulighed for at bryde igennem mediehusenes betonmure, er de store professionelle NGO’er som Verdensnaturfonden eller Danmarks Naturfredningsforening. Og så skal budskabet helst ikke være for kritisk, for man skal jo nødigt ødelægge den gode stemning og det glatpolerede image. 

Det samme gør sig i øvrigt gældende for de kritiske klimaforskere, der forgæves forsøger at råbe verden op. Deres budskaber forties i det store og hele, eller også pakkes de ind i vat. Interessant har det i den forbindelse været at følge udviklingen i formidlingen af vejret på de forskellige TV-stationer.

Den er på det seneste blevet mere klar i mælet, hvad angår klimaforandringernes virkning på vores stadigt mere ekstreme vejr, men det får tilsyneladende ingen alarmklokker til at ringe, hverken hos meteorologen eller den øvrige redaktion. Vi går hastigt videre til sporten, der hylder Jan Magnussen, som brænder tonsvis af benzin af på en racerbane i Australien.  

Medier udgør et klimaproblem

Og så skal det endelig nævnes, at medierne i sig selv udgør et stigende miljø- og klimaproblem. Det koster nemlig enorme mængder energi og ressourcer at producere vor tids eksponentielt voksende mængder af mediebåren information, som vi så i øvrigt ikke bliver synderligt klogere af, måske snarere tværtimod. 

Vi har i den grad brug for en grøn mediekritik, ja, vi har brug for en mediekritik overhovedet. Mens vi venter på den, må vi støtte de få tilbageblevne medier, der fortsat sætter en ære i at forholde sig til virkeligheden!