Jeg har ofte undret mig over, hvordan det kan være, at mennesker fra fattige lande med ingen eller kun meget lidt uddannelse ofte er meget mere indsigtsfulde i spørgsmål om natur, miljø og klima, end vi er i den rige og højtuddannede del af verden.

Indianere og småbønder i den tredje verden er meget skarpere i  fordømmelsen af vor tids miljø-ødelæggelser end selv de mest radikale NGO’er i vores del af verden.

Folk med en lang akademisk uddannelse, der beklæder høje positioner i samfundet har som regel uendeligt svært ved at begribe omfanget af vore udfordringer i forhold til klima, natur og miljø.

Virkeligheden kan man læse i en bog

Indianere og småbønder fra den tredje verden er således meget skarpere i deres fordømmelse af vor tids natur- og miljøødelæggelser end selv de mest radikale NGO’er i vores del af verden. Og de har også en meget klarere opfattelse af, hvad der skal til for at omstille vore samfund til bæredygtighed.

Det samme kan i øvrigt til en vis grad siges om top og bund i vores eget samfund: Folk med en lang akademisk uddannelse, der beklæder høje positioner i samfundet har som regel uendeligt svært ved at begribe omfanget af vore udfordringer i forhold til klima, natur og miljø. Hvorimod folk med kortere uddannelser og lavere positioner i samfundet ofte intuitivt er helt på det rene med, at vi er på kollisionskurs med vort naturgrundlag. 

Det er et tilsyneladende paradoks – som dog ved nøjere eftertanke har en meget logisk forklaring. 

For en lang akademisk uddannelse betyder jo, at man er trænet i at forstå verden abstrakt og teoretisk. Eller sagt på en anden måde: Man er skolet i at se bort fra ens umiddelbare og sanseligt givne erfaringer. Virkeligheden er, hvad man kan læse i en bog!

Sådan er det ikke for indianeren i Amazonas jungle, småbonden i Indonesien eller kystfiskeren fra Lemvig for den sags skyld. Disse mennesker oplever deres omverden sanseligt konkret. De kan se, høre, lugte og fornemme, når et medmenneske har det skidt, eller når naturen lider overlast. De er med andre ord følelsesmæssigt involveret i deres omgivelser, og derfor falder det dem også helt naturligt at reagere og gøre noget ved situationen, når det er påkrævet.

Pengene

Omvendt er akademikeren skolet i ikke at involvere sig følelsesmæssigt i noget som helst. For ham tæller kun den nøgterne analyse af nøgne facts, mens ethvert tilløb til følelsesmæssigt engagement betragtes som en dødssynd! I den akademiske verden er virkeligheden afklædt sin sanselighed. Når storken, agerhønen og viben forsvinder fra landskabet, oversættes det til et fald i ’biodiversitet’. Når fiskene dør i fjorde og farvande, oversættes det til ’iltsvind’. Når klimaet forandres oversættes det til en ’CO2-koncentration’ i atmosfæren. Men, ’biodiversitet’, ’iltsvind’ og ’CO2-koncentration’ er abstrakte begreber, som man hverken kan se, høre, lugte eller røre ved. 

Derfor berører de os ikke rigtigt. 

Når hele verden er sat på abstrakt begreb, har den mistet sin fortryllelse. Den taler ej længere til os og siger os derfor ikke noget. Den eneste måde, vi kan gøre den begribelig, er ved at oversætte hele skidtet til ét overbegreb, én overordnet og superabstrakt målestok: Pengene! 

Men når alt er gjort til penge, er der ej længere nogen natur tilbage – eller mennesker for den sags skyld. Derfor er kampen for naturen såvel som for mennesket i sidste ende en kamp mod pengene!