Det europæiske velfærdssamfund hviler blandt andet på et kompromis mellem kapital og arbejde, hvor den første part er sikret ledelsesretten over arbejdet, mod at den anden part har ret til at organisere sig i fagforeninger og tegne kollektive overenskomster.

Men internationaliseringen har ændret magtforholdet mellem de to parter, hvorfor kapitalen på flere og flere områder er i færd med at opsige kompromisset med fagforeningerne.

Senest har vi set denne tendens slå igennem indenfor flybranchen, hvor først kabinepersonalet i SAS og siden piloterne i Norwegian blev truet på deres faglige organisationsret.

En pengemagt, der ikke holdes stangen af stærke fagforeninger, vil presse arbejdskraften til det yderste i jagten efter vækst og profit. 

Hertil kommer så konflikten med Ryanair, der pure nægter at indgå nogen som helst aftale med fagforeningerne. Hvis dette forehavende lykkes, vil der være åbnet op for lovløse tilstande indenfor luftfarten, og vi vil se et ræs mod bunden for de ansattes løn- og arbejdsforhold.

En pengemagt, der ikke holdes stangen af stærke fagforeninger, vil presse arbejdskraften til det yderste i sin grænseløse jagt efter vækst og profit.

Men det er ikke den eneste konsekvens: Også natur og klima kommer til at betale en høj pris, hvilket den rådende konflikt indenfor flybranchen er et godt eksempel på. For de billige flyrejser, som discount-selskaberne lokker med, fører jo til et fuldstændigt u-bæredygtigt rejsemønster, hvor en indkøbstur til New York eller en ferierejse til Bali hører til selskabernes slagtilbud.

Miljøet må forsvares

Udover at hver enkelt af disse rejser belaster klimaet med mange tons CO2, så fører den tilhørende masseturisme tillige til, at den lokale natur må vige pladsen for hoteller, restauranter og alt, hvad et mageligt turistliv ellers kræver!

Men hvem forsvarer natur og klima? Hvor vi dog stadig har fagforeninger, der kan forsvare arbejdskraften, så kan naturen jo desværre ikke organisere sig! Den har ingen stemme og den er ude af stand til at etablere strejker og blokader, der gør ondt på det eneste som kapitalen respekterer: Pengepungen!

Da naturen ikke selv har en stemme, må nogen tale på dens vegne. Derfor har vi dannet miljøorganisationer, men modsat fagforeningerne har disse ingen magt til at true kapitalen på pengepungen.

Derfor er den grundlæggende ligeglad, selvom smarte forretningsfolk af hensyn til deres "image" forsøger at iklæde deres geschæft en grøn indpakning. Så længe vækst og profit fortsat er forretningens grundlæggende mål, gør disse tiltag dog så godt som ingen forskel!

Fælles interesser

Det eneste, som på den lange bane virkeligt ville batte, var om fagbevægelsen og miljøbevægelsen slog pjalterne sammen i en fælles erkendelse af, at kampen for menneske og natur i bund og grund er samme kamp.

Med andre ord: At miljøbevægelsen lagde sin stemme bag fagbevægelsen i kampen for ordentlige arbejdsforhold ligesom fagbevægelsen stillede sin magt bag miljøbevægelsen i kampen for at forsvare natur og klima!

At skabe en sådan alliance kræver et langt og vedholdende arbejde i begge lejre. På den korte bane kan vi fra miljøbevægelsen bakke op om fagforeningerne i deres aktuelle kamp mod Ryanair!!