I vort postmoderne samfund handler en stadigt mindre del af økonomien om produktion af fysisk håndgribelige ting som mad, klæder, huse osv., mens en stadigt større del handler om fremstilling af symboler.

Det har fået nogen til at omtale vor tids kapitalisme som en "semio-kapitalisme", hvor "semio" kommer af det græske ord for tegn eller symbol. 

Symbolkapitalismen er lige så klimaforandrende som industrikapitalismen.

Vi har selvfølgelig fortsat brug for tag over hovedet, tøj og mad på bordet, men den fysiske fremstilling af disse ting udgør i dag en forsvindende lille del af deres pris, hvorimod design og markedsføring udgør en stadigt større.

Det handler nemlig i dag først og fremmest om at gøre de fysiske ting til mærkevarer, der udmærker sig ved deres ydre fremtoning frem for deres iboende stoflige kvaliteter.

Derfor bortrationaliserer man folk i den fysiske produktion for i stedet at ansætte en hær af symbolarbejdere, der sættes til at skabe et stærkt ’brand’. Det kaldes for ’innovation og design’ – og det er der penge i. 

Finanssektorens magt

Andre arbejder med symboler helt uden nogen forbindelse til den fysiske produktion.

Det drejer sig bl.a. om hele den voksende informations- og underholdningsindustri, der ikke mindst er eksploderet i takt med udviklingen af den digitale teknologi.

Tænk for eksempel på hvor mange, der i dag ernærer sig som konsulenter i alt mellem himmel og jord eller på den myriade af TV-programmer, man forsøger at proppe ned i halsen på os.  

Endelig skal vi ikke glemme den mest symbolske form for "arbejde", der tænkes kan, nemlig den der handler om pengene.

I takt med at hele økonomien er blevet mere og mere symbolsk har den finansielle sektor fået større magt og beskæftiger flere mennesker.

I USA og EU bidrager den i dag mere til bruttonationalproduktet, end fremstillingsindustrien gør.

Udviklingen af vort samfund i en stadigt mere symbolsk retning har igennem tiden fået stadigt nye betegnelser.

Tidligere sagde man, at vi bevægede os mod et "informationssamfund", senere blev det til et "videnssamfund", mens mange i dag taler om, at vores økonomi er blevet til en "oplevelsesøkonomi".

Og dog er det fortfarende et kapitalistisk samfund, ja, det er endog i endnu mere udstrakt grad et kapitalistisk samfund end tidligere. Derfor foretrækker jeg betegnelsen "symbol"- eller "semiokapitalismen". 

En fed misforståelse

Under alle omstændigheder har denne nyorientering af samfundet omfattende konsekvenser og må derfor tænkes ind i alle politikområder.

Det gælder også for klimapolitikken. For det er som om, at vi stadig tænker klimapolitik på industrisamfundets betingelser.

Da de nye symbolske sektorer i økonomien først og fremmest leverer virtuelle produkter, tror mange, at de repræsenterer en immateriel produktion, der ikke påvirker den fysiske virkelighed. Det er en fed misforståelse!

For det kræver megen energi og mange ressourcer at fremstille og formidle symboler.

Vores eksponentielt voksende digitale kommunikation kræver således en eksponentielt voksende mængde energi, bl.a. til at drive alle de servere som skal betjene den.

Noget tilsvarende kan siges om den eksponentielt voksende mængde af TV-programmer.

Tænk over hvor megen energi og hvor mange ressourcer det kræver at afholde OL, for ikke at tale om alle de andre sportsarrangementer, hvis enorme budgetter alene lader sig gøre fordi millioner af mennesker kan følge begivenhederne foran hver sin skærm, hvor det hele er gjort til symboler!

Symbolkapitalismen er lige så klimaforandrende, som industrikapitalismen har været det!