”System Change – not Climate Change” var titlen på den deklaration, der blev udarbejdet og vedtaget på Klimaforum09, græsrøddernes alternative klimatopmøde under COP15 i København. Og netop ’system change’ er hvad de toneangivende politiske kræfter under såvel COP15 som i de efterfølgende internationale klimaforhandlinger ikke har ønsket, hvorfor klimaforandringerne fortsætter med uformindsket styrke.

Konsekvenserne kender vi efterhånden til hudløshed: Med stadigt større hyppighed oplever vi ekstreme vejrsituationer med høje temperaturer og lange tørkeperioder på den ene side og enorme regnmængder og dertil hørende oversvømmelser på den anden.

Samtidig smelter isen ved polerne med accelererende hastighed, hvilket ikke blot fjerner livsgrundlaget for den arktiske flora og fauna – bl.a. isbjørnen, men også får verdenshavene til at stige, hvilket truer alle lavtliggende kystområder på kloden.

Alle kender til disse klimaeffekter – og de fleste accepterer efterhånden også, at de er resultatet af menneskelige aktiviteter, først og fremmest afbrændingen af fossile brændsler.

Inderst inde ved man godt, at hvis klimaproblemerne skal tages alvorligt, så er det i sidste ende selve systemet, der må sættes på anklagebænken.

Alligevel fortsætter vi i store træk som om, vi intet vidste. Skizofrenien lyser derfor ikke alene ud af øjnene på magthaverne, men også på alle de af os, der fortsætter med en livsstil, der kun kan opretholdes i kraft af en fortsat massiv afbrænding af kul, olie og gas.

De fleste af os skriver gerne under på, at der bør gøres noget, men det må helst ikke koste noget, og det må under ingen omstændigheder ændre ved det velstandsniveau, vi i Vesten har vænnet os til og som man i resten af verden forståeligt nok efterstræber.

Men, det er præcis, hvad der er nødvendigt, hvis vi skal undgå, at klodens klima går amok. Vi skal så hurtigt som muligt ud af den fossile æra, hvilket vi kun kan komme såfremt, vi fuldstændig omtænker den måde, vi har indrettet vore samfund på. For uden adgang til fossil energi må hele vores infrastruktur og alle vore produktionssystemer baseres på vedvarende energi – efter Tjernobyl og Fukushima er atomkraften ikke en mulighed. Vedvarende energi vil sige sol, vand og vind – og i begrænset omfang biomasse.

Men, disse energikilder er alle dyrere at udnytte end de fossile brændsler hidtil har været det, foruden at der er klare grænser for, mængden af energi de kan levere, især hvis det skal foregå på en bæredygtig måde.

Derfor må en omstilling til vedvarende energi nødvendigvis gå hånd i hånd med en markant reduktion af vort samlede energiforbrug – og her taler vi ikke om 5, 10 eller 20 procent, men snarere 50, 60 eller 70 procent.

Under disse vilkår er det naturligvis umuligt at forestille sig, at vi kan opretholde den bilpark, vi har i dag, eller at vi kan sætte os i et fly for at tage på en uges charterferie i Thailand.

Det er også umuligt at forestille sig, at vi kan producere 30 millioner svin i Danmark, der er fodret op på foder fra Latinamerika, og som efter slagtning i Tyskland af polske arbejdere skibes af til eksklusive markeder i Japan og USA. Det er i det hele taget umuligt at forestille sig, at vi kan fastholde det enormt energislugende globale økonomiske system, som er bygget op over de sidste 50-100 år.    

Det er perspektiver som disse, der ikke alene får magthavere, men også store dele af befolkningen til, at lukke øjnene for virkeligheden. For inderst inde ved man godt, at hvis klimaproblemerne skal tages alvorligt, så er det i sidste ende selve systemet, der må sættes på anklagebænken. Det vover i dag de færreste. Alligevel er det netop den udfordring, vi må tage på os.