Økonomer ser kun en svag forbindelse mellem finansmarkedet og ’den reale økonomi’, nemlig gennem pengerentens indflydelse på investeringslysten. Pengepolitikken kan dog bruges til at styre pris- og renteudviklingen.

Hjælp til at forstå systemet kan findes hos den amerikanske økonomiprofessor Perry Mehrling.

Men selvfølgelig er penge og finans en vital del af den økonomiske virkelighed. Der investeres og forbruges mere, når renten er lav -  i princippet. For der kan jo også investeres i værdipapirer, hvis afkast ikke afhænger af renten men af  profitudsigterne. En investor kan ligeledes spekulere i at få kapitalgevinster på for eksempel aktier.

Da gængs teori har vist sig ude af stand til at forklare finans- og bankkriser, er penge og kredit/gæld blevet offentligt debatemne. Efter at have taget ét aspekt af systemet og kastet det op på den store skærm kommer reformatorer med anbefalinger til politikerne om, at de bør fratage de private banker deres evne til at ’skabe penge’ gennem kredit (Gode Penge-bevægelsen), eller slække på de stramme krav til de offentlige finanser og bruge pengepolitikken til grønne investeringer (moderne pengeteori).   

Forstå systemet

Hjælp til at forstå systemet kan findes hos den amerikanske økonomiprofessor Perry Mehrling, der sætter forholdet mellem penge og finans på begreb i det han kalder ’pengesynspunktet’. Hans udgangspunkt er de britiske og amerikanske centralbankers udvikling i forhold til pengemarkedet, ligesom han har fokus på dollarens internationale position og udvikling gennem det private eurodollarmarked i London, som sprængte efterkrigstidens begrænsninger på kapitalbevægelser.

Hvis to virksomheder i to forskellige lande (USA og UK) havde et datterselskab i det andet land, kunne de give parallelle lån, uden at der skulle veksles valuta. Disse valutaswaps har udviklet sig voldsomt og inkluderer rente- og kreditswaps. En forudsætning er, at der er likviditet til udligning af balancer gennem en fælles valuta, dollaren.

En vigtig spiller er skyggebanker, der typisk handler i ’syntetiske instrumenter’, det vil sige papirer der grupperer andre værdipapirer. Deres positioner indgår ikke i pengeforsyningen. Derfor er det lidt absurd at tage pengemængden eller andelen af mønt og sedler i forhold til bankindeståender som målestok for økonomiens sundhed, som Gode Penge gør.

Korte transaktioner

Normalt siger man, at centralbankerne er udlånere i sidste instans. Men som Mehrling viser i sin bog The New Lombard Street (2011), er centralbankerne snarere blevet til ’dealers’ i sidste instans. Pengemarkedet har nemlig udviklet sig omkring centrale dealere, der ligesom i et casino udlåner til korte transaktioner, der hurtigt likvideres igen. Men de tager også en tabsrisiko, som de prøver at dække ind (’hedge’) gennem andre operationer.

Hvis dealermarkedet, der er forbundet med bankernes gensidige lån til hinanden, går i stå, træder centralbanken til. Markedet har tit brug for ekstra likviditet, som gives mod sikkerhed. På den måde afbalanceres pengesystemet, ikke bare i normale men også i krisetider, når banker sidder med uindfriede gældsposter. Læren er, at de kan og bliver reddet, hvis de anses for at have tilstrækkelig markedsværdi.

De store centralbanker har vist sig yderst forandringsparate. Ud over statsobligationer accepterer de nu også kapitalmarkedspapirer som sikkerhed, hvad der kun gør finansverdenen mere mægtig og integreret i pengemarkedet. Ifølge Mehrling er det til gengæld en økonomillusion, at de spiller en rolle i makroøkonomisk styring af efterspørgsel og inflation.

Som andre centralbanker er den danske nationalbank bankernes og statens bank, ikke borgernes. Det rokker fromme reformønsker ikke ved.