Centrum-venstre-debattørers nyeste mantra er, at det ikke gør noget, at statsgælden stiger, blot renten er lavere end væksten i bruttonationalproduktet (BNP). Det kan udtrykkes kort som betingelsen, at g > r (vækstraten er større end renten).

De, der har penge at lege med, vil i stedet for statsobligationer investere på børsen og drive kurserne opad.

Gæld er en beholdningsstørrelse, mens BNP er en flydende strøm af samfundets værdiskabelse over et år. For at sammenligne kræves en fællesnævner, her strømmen af gældsbetaling i forhold til BNP-væksten.

Gældsbetalingen afhænger af renten og gældens størrelse, hovedstolen. Hvis den stiger, lad os sige fra 1000 til 1500 fra et år til et andet, og renten er to procent, betyder det, at gældsbetalingen stiger fra 20 til 30, det vil sige med 50 procent. Hvis BNP er 500 første år, men vokser med fire procent, vil BNP være 520 næste år. Gælden vil gå fra at udgøre 200 procent til 288 procent af BNP. Renteudgifterne stiger med 10, mens BNP vokser med 20, nok til at dække den større gældsforpligtelse. Hvis gælden steg til 2000, skal der betales 40 næste år, altså 20 mere end året før, hvad der svarer nøjagtig til værditilvæksten. Grænsen nås tidligere, hvis renten stiger til for eksempel tre procent med samme BNP-vækst. Så gældsbyrden kan stige relativt, selvom g > r.

Thomas Piketty spøger

Men er BNP et godt mål for gældsholdbarhed? Statens andel af BNP er typisk 45-50 procent i de fleste fremskredne lande. Den relevante sammenligning er derfor mellem gælden og den offentlige sektors andel af BNP. Hvis gælden udgør 200 procent i forhold til BNP, vil den udgøre 400 procent af en regeringsandel af BNP på 50 procent. BNP kan også stige, uden at regeringens ’bidrag’ eller indtægter gør det. Det kommer an på skattepolitikken. I tilgift spiller gældens løbetid en rolle. Når statsgælden genfinansieres, kan renten have ændret sig. Hvis den går op, bliver det problematisk. Selvom g > r lige nu, sikrer det altså på ingen måde gældens holdbarhed.

Det er som om, Thomas Piketty spøger. Han taler også om g og r. Men hos ham er r lig med afkastet på kapital eller den samlede velstand, og hans sammenligning går på, at hvis r > g (altså den modsatte vej end før), vil de rige blive rigere. Kapital er ligesom gæld en beholdningsstørrelse, og afkastet er indkomst til kapitalejere. Så forskellen er, at r det ene sted er afkast på kapital, det andet rente på statsgæld.

Statsgæld har fordelingsmæssige konsekvenser

En artikel af Kina-eksperten Michael Pettis, ”Hvorfor spiller det en rolle, hvis renter er lavere end BNP-væksten?” gør opmærksom på, at der også er fordelingsmæssige konsekvenser af statsgælden. Får køberne af gælden en lav rente, vil det sige, at de faktisk subsidierer dem, der bruger pengene, altså staten i det her tilfælde, til at afbetale sin gæld. Det kan man måske leve med, når det er staten. Men der er en anden effekt. De, der har penge at lege med, vil i stedet for statsobligationer investere på børsen og drive kurserne opad.

Er det ikke det, vi ser i disse tider? Statsobligationer aftages af banker, der betragter dem som likvider – de har jo praktisk taget nul-rente – men det gør også, at bankerne særdeles gerne vil låne ud og på den måde fodre mere spekulative foretagender.

Virksomheder, der ligger inde med store kassebeholdninger, placerer dem på børsen for at undgå negative renter og bevare købekraften. Tesla-milliardær Elon Musk har lige investeret 1,5 milliarder dollars i bitcoin. Småinvestorers massive opkøb af Gamestop-aktier, hvis kursfald de store kapitalfonde havde spekuleret i, er et andet eksempel.

De lave renter er med til at fodre et marked, som mange af de selvsamme mennesker, der forsvarer udsagnet, ”bare renten er lavere end væksten”, ikke bryder sig om.