Det er godt med en politisk kultur, som får folk til at arbejde sammen, og som kan tage robuste beslutninger, der holder i mange år.

Begrebet ”den nødvendige politik” forsøger at reducere politik til et bogholderi.

Det kan ske når partier med meget forskellige udgangspunkter indgår kompromisser, og ikke lægger skjul på, at det netop er et kompromis.

Men det dur ikke, at partierne forsøger at ligne hinanden, og på den måde drukner i sumpen på den såkaldte politiske midte. Det skaber usikkerhed, uærlighed og politikerlede.

Kamp og kant

På mit kontor på Christiansborg, hænger en indrammet t-shirt, med teksten: ”Man kan ikke være venner med alle”. Det gælder vel i almindelighed, men især i politik, og i fagforeningsarbejde.

Der skal være forskel på højre og venstre. Det varme vand skal være varmt, og det kolde koldt, og man skal kunne støde sig på partier og fagbevægelse. De skal gøre indtryk og sætte aftryk.

Jeg synes, at fagbevægelsen i hele Europa burde spille en mere selvbevidst og offensiv rolle. Måske skal de faglige organisationer også gøre op med sig selv, hvor mange venner man vil have, og hvem de skal være.

Engang ”gik et spøgelse gennem Europa”, nemlig den socialistiske bevægelse. I dag går tvivl, apati og handlingslammelse gennem landene.

Fagbevægelsen skal kæmpe sig tilbage som den stærke stemme for de mange, som føler sig oversete og sat uden for demokratiet.

Slagkraftige organisationer for de som er i arbejde, men også som beskytter af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og på bunden af samfundet. De mange som oplever at blive tromlet af magthaverne.

Fagbevægelsen må tilbage til rødderne i hele Europa. Med klar røst og aktivisme, der engagerer medlemmer og befolkninger, kan der sættes en progressiv retning for menneskers frustrationer og vrede.

Mange fagforeninger og forbund er godt på vej, men især i udlandet er det faglige arbejde på hælene. Her overlades rodløse lønarbejdere og socialt udsatte til højrefløjens hadprædikanter.

Alternativ til højrepopulister

Politik og fagforeningsarbejde er en mental kontaktsport, og man skal ikke være ømskindet.  Livet er for kort til selvhøjtidelige politikere og glatsnakkere med tomgangssnak, udenomsforklaringer og tåget ordstrøm.

Politik og fagforeningsarbejde er holdninger og værdier. Snedige taktiske manøvrer risikerer at gøre partier og fagforeninger kønsløse og uden identitet.

Drømme og visioner om, hvordan vi indretter samfundet, skal ikke reduceres til tekniske detaljer. Begrebet ”den nødvendige politik” er dræbende for debatten, for den forsøger at reducere politik til et bogholderi, som kan føres af en flink funktionær og tjekkes af en revisor. 

Alt for mange lønarbejdere løber efter populisterne på højrefløjen. Både i Europa og i USA ser vi letkøbte snæversynede påstande fra nationalistiske demagoger slå igennem blandt mange arbejdere og blandt socialt udstødte.

Skal vreden i bunden af samfundet have en solidarisk retning må fagbevægelsen og centrum venstrefløjen stå mere sammen. Og man skal sige råt for usødet hvilken politik, man står for.