Lønarbejderne under pres
Blogs

Lønarbejderne under pres
Hopper vi med på ræset mod bunden, får vi svage overenskomster og antallet af arbejdende fattige vil stige og presse arbejdsforholdene nedad for alle.
Vi vil ikke have et ”Ryanair-samfund”! Det var en vigtig delsejr, at deres fagforeningsfjendske politik ikke fik fodfæste i Danmark.
Joacim B Olsen fra Liberal Alliance forsvarede de usle arbejdsvilkår med kommentarer som: ”Hvad kommer det os ved?” og ”Lønkonkurrence er grundlæggende sundt, og for danskerne som helhed er det aldrig godt at skærme af for konkurrence”.
Undergraver vi den Danske Model, følger dramatiske konsekvenser for resten af samfundet.
Men det er at spille hasard med grundlaget for velfærdssamfundet, nemlig det effektive, velorganiserede og regulerede arbejdsmarked.
Undergraver vi den danske model for arbejdsmarkedet, følger dramatiske konsekvenser for resten af samfundet.
Jamen, det drejer sig om frihed for den enkelte og sund konkurrence mellem lønarbejderne, lyder det fra de liberalistiske brøleaber. Sludder, peg på et eneste land hvor splittelse mellem de ansatte og svage faglige organisationer har været en fordel for det samlede samfund. Ingen steder.
Indbyrdes konkurrence mellem lønarbejderne gør det svært at fastholde et trygt arbejdsmarked. Det vil blive et farvel til den såkaldte Danske Model, som har formået at kombinere en høj grad af social og arbejdsmæssig tryghed med en dynamisk økonomi.
Liberalister hævder ellers ofte, at tryghed og lighed fører til slaphed og dovenskab. I Danmark har vi vist, at det i stedet er forudsætningen for en meget høj erhvervsfrekvens, stor fleksibilitet og høj produktivitet. Vi har formået at skabe et arbejdsmarked med stabilitet og få konflikter.
Hopper vi med på ræset mod bunden, får vi svage overenskomster, dårligere samarbejde og antallet af arbejdende fattige vil stige og presse arbejdsforholdene nedad for alle. Wild-west-tilstande er ikke attraktive for Danmark, og liberalisterne vil undergrave selve fundamentet for samfundets maskinrum.
Velfærdssamfundet er ikke kun spørgsmål om overførselsindkomster, børnehaver og plejehjem. Det handler i høj grad om adgang til et trygt arbejdsmarked.
Mange andre lande vil gerne kopiere dele af vores system, blandt andet den fleksible arbejdsstyrke med korte opsigelsesvarsler. Men prisen er blandt andet ordnede arbejdsforhold, en stærk fagbevægelse og høj skattebetaling.
Den Danske Model er et samlet hele, hvor man ikke bare kan snuppe de elementer, som man bedst kan lide. Piller man enkelte dele ud, fungerer maskinen ikke. Derfor skal vi støtte fagbevægelses samfundsnyttige arbejde med at få overenskomster og civiliserede forhold for lønarbejderne.
Et reguleret arbejdsmarked med tryghed og en forholdsvis høj grad af lighed forudsætter som minimum, at to forhold er til stede. Nemlig et politisk flertal der vil holde hånden under et organiseret arbejdsmarked, og at der er en stærk fagbevægelse, som med legitimitet kan repræsentere lønarbejderne. Har vi det ene uden det andet, kører vi på pumperne.