Moderne venstrefløjsstemmer der arbejder
Blogs

Moderne venstrefløjsstemmer der arbejder
For to år siden forlod SF regeringen, mange erfaringer rigere. Erfaringer som hele venstrefløjen kan lære af, ligesom vi kan blive klogere af den proces, Enhedslisten var igennem som støtteparti.
SF holder landsmøde i den kommende weekend. Vi lægger stadig skinner ud til det tog, som skal bære de moderne udogmatiske venstrefløjsideer. SF er et parti, som står på et grønt og et rødt ben, og som har en pragmatisk indstilling til den daglige politik. Miljøet og borgere på bunden af samfundet kan ikke leve af ord alene.
Der er en grundlæggende systemfejl, som venstrefløjen skal pege på.
For to år siden forlod SF regeringen, mange erfaringer rigere. Erfaringer som hele venstrefløjen kan lære af, ligesom vi kan blive klogere af den proces, Enhedslisten var igennem som støtteparti.
Udfordringerne for venstrefløjen, både når vi rækker ud efter regeringsmagten, og når positionen er som parlamentarisk grundlag, blev tydelige. Den bedste evaluering kommer, når man ikke stiller sig bedrevidende og belærende an.
Vi skal ville magten
I perioder var det unægtelig svært at se den røde tråd i regeringsprojektet. Håbet og begejstringen brændte sammen. Gammeldags spare- og fordelingspolitik blev kaldt ”den nødvendige politik”, administreret af DJØF’ere med regneark og skåneærmer.
Thorning og Corydon er nu borte med blæsten, og jeg savner dem, ligesom man kan savne at have ondt i ryggen. Noget tyder på, at den nuværende ledelse af Socialdemokraterne har en bedre retningssans, med en opladt GPS.
Vi skal ikke være bange for magten. Det er forhåbentlig konkrete resultater, der driver os? Venstrefløjen skal selvfølgelig have en ambition om at komme i regering, selv om de rene og ranke talerstolsakrobater aldrig er tilfredse. Med en venstrefløj, der er næsten lige så stor som Socialdemokraterne, skal vi tage regeringsspørgsmålet alvorligt.
Der er nok at tage fat på, og der er brug for venstrefløjsstemmer, som vil arbejde.
Opgaverne venter
Ekstrem ulige adgang til gode seniorår, skal få elevatoren mod pensionsalderen til at stoppe på flere etager, end den gør nu.
Syge og udsatte borgere skal behandles anstændigt, og førtidspension skal bevilges uden at nedværdige mennesker gennem urimelige arbejdsprøvninger.
Den nye kontanthjælpskælder skal afskaffes.
Social dumping underminerer livet for almindelige mennesker, og det kræver en fælles indsats fra stærke fagforeninger og politikere.
Der skal sættes massivt ind med investeringer i uddannelse med langt bedre muligheder for voksen og efteruddannelse.
Listen med forslag er lang, og forventningerne til centrum-venstre partierne er høje.
Globaliseringen betyder unfair konkurrence om jobs og at arbejdsforhold for almindelige mennesker trækkes nedad. De rigeste surfer ovenpå, og skjuler penge i skattely. Vi skal give kritikken, vreden og frustrationerne perspektiv.
Der eksisterer en grundlæggende systemfejl, som venstrefløjen skal pege på. Vi kan give mytteriet perspektiv, flytte den personlige forargelse til generel kapitalismekritik. Man kan jo ikke bebrejde en haj, at den er en haj, som en klog mand sagde engang. I stedet for at rette vreden mod den enkelte haj, skal vi vise, at en anden verden er mulig.
Weekendens landsmøde vil vise et parti, der er klar. Man kan regne med SF.