EU-kommissær Michel Barnier, der har ansvar for finanssektoren, har gjort det igen: Han har fået det meste af den danske presse til at skrive historien om, at der nu tages hårdt fat på bankerne. Barnier vil "forbyde storbanker at løbe for stor risiko" og forbyde "risikabel gambling", hvis man skal tro Ritzau og Politiken.

Opdeling af bankerne i separate enheder bliver blot en mulighed. Og i de store medlemslande har banklobbyister for længst sørget for, at det ikke kommer til at ske.

Denne gang handler det om opdeling af banker, eller mere præcist at udskille bankernes investeringsgrene fra deres kundeafdelinger. En begrænsning af spekulation, især med kundernes penge, skulle gøre bankerne mere sikre, lyder idéen.

Tanken er lige så gammel som Steinckes socialreform. Det var i 1933 under Præsident Roosevelt, at de amerikanske banker blev strengt opdelt, og blev ved med at være det helt op til Præsident Clintons tid. Så gik verden af lave i en fart, bankerne spekulerede som gale og kom først i søgelyset igen med finanskrisen i 2008. Den inspirerede amerikanerne til at lave lignende regler igen, men efter pres fra bankerne endte det med en light-udgave.

Op ad bakke i EU

Det har været endnu mere op ad bakke i EU. Her er ingen traditioner for opdeling, og bankernes modstand har været indædt siden en ekspertgruppe under ledelse af den finske centralbankdirektør Erkki Liikanen fremlagde et konkret forslag i oktober 2012. Så massivt var presset, at Kommissær Barnier forbød sine embedsmænd at holde møder med banklobbyister i de to måneder op til offentliggørelsen den 29. januar.

Hvad det præcist var, Barnier forsøgte at opnå med dén manøvre er svært at se. Der er næppe mange banker, der vil blive berørt af det forslag han nu har fremlagt. Det ligner mest et forsøg på at fange stormen med et sommerfuglenet.

Mens de amerikanske regler omfatter alle banker, retter Kommissionens forslag sig kun mod de 30 største, hvilket på vores breddegrader betyder, at kun Danske Bank og Nordea er omfattet. Det ville da også være en gave, hvis bare de to blev opdelt i kundebanker og investeringsbanker, og hvis der oven i blev lagt regler, som ville forhindre dem i at spekulere vildt.

Så længe de to banker er så store som de er, vil enhver siddende regering være tvunget til at bruge store penge på at spænde et sikkerhedsnet ud, hvis de kom i farezonen. Kunne man dele dem op i enheder, i en kundebank og en investeringsbank, ville vi være nået et skridt længere. Og hvis der samtidig blev lagt bånd på de vildeste investeringer, ville det være endnu et ryk i den rigtige retning.

Ikke obligatorisk opdeling

Men det kommer ikke til at ske. Mens Liikanens forslag gik ud på at pålægge bankerne at lave separate enheder til at håndtere de store investeringer på finansmarkederne, så er Kommissionen gået tre trin ned og vil kun forbyde direkte investeringer for bankens egne penge, defineret på en så snæver måde, at den kun rammer en metode, bankerne stort set ikke bruger mere. 

Mindst lige så afgørende er det, at opdeling af bankerne i separate enheder ikke bliver obligatorisk, men blot en mulighed, medlemslandene kan gøre brug af. Og i de store medlemslande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien, har banklobbyister for længst sørget for, at det ikke kommer til at ske.

Forslaget er Barniers sidste suk. Det er sidste ”store” reformforslag , som krisen gav inspiration til. Det kommer så sent, at det ikke når at bliver realbehandlet før både EU-Parlamentet og Kommissionen selv bliver udskiftet med nye ansigter. Det er endda slet ikke sikkert, at den nye Kommission vil holde fast i forslaget, og det er godt det samme.