Det er et par årtier siden, jeg havde noget til overs for Nicaraguas præsident Daniel Ortega. Allerede i optrækket til et valg i 1996 stod det lysende klart, at sandinistpartiet havde valgt en personkult frem for et socialt alternativ til nyliberalisme og imperialisme. Men det var alligevel en politisk mavepuster, da politi og bøller i slutningen af april rykkede ind mod demonstranter, med i omegnen af 60 dræbte til resultat. Noget lignende er ikke sket siden diktaturets sidste dage i 1979.

Der er grund til at tro, at Nicaragua går en svær tid i møde. I kølvandet på det blodige udfald af demonstrationerne har USA vedtaget sanktioner.

Anledningen for demonstrationerne var bebudede nedskæringer i pensioner, som fik især studenter på gaden i det lille mellemamerikanske land. Der er stærke traditioner for social aktivisme på de nicaraguanske universiteter og læreanstalter, og denne gang trak de brede kredse ind i en kamp mod korruption og asocial økonomisk politik.

Et sted i masserne kunne man også finde repræsentanter for arbejdsgiverforeningen COSEP, som alle dage har været stærkt højreorienteret, og som repræsenterer en ganske lille velhavende økonomisk elite. Deres tilstedeværelse blandt demonstranterne kunne forlede til at tro, at der er et større spil i gang for at vælte en halvrød regering, og når Washington samtidig har travlt med at finde koldkrigsretorik og sanktionsvåben frem igen, har vi måske konturerne af et komplot. Men går man den vej, går man i mine øjne galt i byen.

 For det første er der ikke noget rødt ved Ortega. Siden han blev genvalgt som præsident i 2007, har han regeret landet i tæt samarbejde med netop selvsamme COSEP,  i tæt samklang med Den Internationale Valutafond (IMF), der er berygtet for sine skrappe nyliberalistiske programmer. IMF var så tilfreds, at de trygt lukkede et overvågningsprogram og sit kontor i hovedstaden i 2016 med lutter rosende ord til Ortegas regering. Slet ikke et adelsmærke.

Nu er Nicaragua igen under pres fra IMF, og højt på listen står reformer af de sociale ordninger – netop de ændringer, som Ortega valgte at gennemføre, og som udløste massiv modstand. På den økonomiske politik er Ortega ikke en torn i øjet på den globale kapitalisme, tværtimod.

 For det andet, så tegner der sig ikke i øjeblikket en organiseret politisk opposition til højre, der er værd at bruge meget tid på. Den nicaraguanske højrefløj er historisk svækket, og nyder ikke synderlig folkelig opbakning. Hvis nogen troede, at demonstrationerne kunne spændes for en vogn styret af skumle agenter for højrefløjen og fremmede magter, forregnede de sig.

Der er alligevel grund til at tro, at Nicaragua går en svær tid i møde. I kølvandet på det blodige udfald af demonstrationerne, har USA vedtaget sanktioner mod Nicaragua, der kan få konsekvenser for landets adgang til lån, og stemmerne, der taler om at vælte ham, tager til i den amerikanske hovedstad. Men det gør ikke Ortega til en progressiv kraft. Den skal vi finde blandt de demonstrationer, som viser, at der er en god og nødvendig energi i landet. Den udfolder sig langt fra regeringskontorerne og er i hovedreglen på konfrontationskurs med præsidenten.