23 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringens holdning til patenter på vaccine må vendes

Blogs

Kenneth Haar
Researcher i den lobbykritiske organisation Corporate Europe Observatory
Kenneth Haar er researcher i den lobbykritiske organisation Corporate Europe Observatory, der holder til i Bruxelles. Han er medlem af tænketanken NyAgenda, og var indtil juni 2011 redaktør af magasinet NOTAT. Han er cand.mag i sociologi og historie.
Blogindlæg af Kenneth Haar

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 12. marts, 2021, 09:46:13

Regeringens holdning til patenter på vaccine må vendes

I EU er der en række hardlinere, som tror, at de gør verden en tjeneste ved at gå medicinalindustriens ærinde. Og ja, Danmark er blandt dem, selvfølgelig.

I denne tid er der møder i Verdenshandelsorganisation (WTO) om patenter (intellektuel ejendomsret) på covidvacciner og -medicin.

En af de små ting, man kan gøre, er at støtte et borgerinitiativ. Vi skal bruge én million underskrifter.

Indien og Sydafrika har lagt et forslag på bordet om at suspendere rettighederne, indtil pandemien er ovre. Det giver al mulig mening. Rundt omkring står fabrikker klar til at spytte mange millioner doser ud til blandt andet de 85 lande, der ellers p.t. først står til at modtage i nævneværdigt omfang om to år! Men patenterne står i vejen.

Så er det, man tænker på april sidste år, hvor formanden for EU-kommissionen sagde i en rørstrømsk tale, at vacciner skulle være et fælles gode. Især fordi EU blokerer forslaget i WTO.

Det bliver værre endnu.

Regler kan fraviges

Normalt fungerer WTO per enstemmighed, men lige netop når det gælder en midlertidig fravigelse af reglerne, kan beslutningen tages med tre fjerdedeles flertal. Takket være massiv opbakning blandt lav- og mellemindkomstlande er der faktisk ikke langt igen. Og hvis de 27 EU-lande ville stemme for, ville vi være i hus.

Det kommer næppe til at ske af sig selv. For i EU er der en række hardlinere, som tror, at de gør verden en tjeneste ved at gå medicinalindustriens ærinde. Og ja, Danmark er blandt dem, selvfølgelig. Sidst jeg checkede, var regeringen mere optaget af manglen på køleskabe i Afrika og mente, at problemet ikke er patenter, men produktionskapacitet.

Lynkursus i monopoler

Derfor et lynkursus i monopoler: Grunden til, at mange fabrikker står stille, er netop på grund af patenter. Det er ikke, fordi maskinerne ikke er der, det er tåbelig jura, der spænder ben.

Tag bare herhjemme, hvor Bavarian Nordic allerede i november meldte ud, at de havde en fabrik klar og søgte samarbejdspartner. De havde selv en vaccine på vej, men i mellemtiden kunne maskinerne da bruges til at producere en anden virksomheds statsstøttede vaccine. Det skete aldrig. Selv siger Bavarian Nordic, at de kunne producere 240 millioner doser årligt, så hvis maskinerne var gået i gang i november, ville de vel have nået mellem 60 og 80 millioner doser. Mere end rigeligt til Danmark og en håndfuld andre nordiske lande.

Tænk så det i større skala: Indien er verdens største vaccineproducent – 60 procent af verdens vacciner blev produceret i Indien før pandemien. I dag er produktionen lav og kan end ikke dække landets eget forbrug. Det er noget, der gør ondt i Bangladesh, Afrika og mange andre steder.

EU's holdning må vendes

Så vi har en opgave: Vores egen regerings holdning til patenter/intellektuel ejendomsret må vendes. Hele EU's holdning må vendes. Lige nu ser det sort ud i WTO, men det er jo ikke et problem, der går væk lige med det samme.

En af de små ting, man kan gøre, er at støtte et borgerinitiativ. Vi skal bruge én million underskrifter til at tvinge EU-kommissionen til at forholde sig til et forslag. Jo, det er rigtigt. Det kan de bare hælde ned ad brættet, hvis de vil. Så det kan ikke stå alene, og det gør det heller ikke. Der er bevægelse i denne sag – af åbenlyse grunde. Den tyske regering er ved at ændre holdning, så hvorfor ikke også den hollandske, franske og ... danske.

Check dette: https://noprofitonpandemic.eu/