Der har været specielle forhold under overenskomstforhandlingerne 2020, men det ændrer ikke på min anbefaling.

Da man valgte at fortsætte forhandlingerne på trods af, at hele landet var lukket ned, bragte man arbejdsgiverne i en favorabel position.

Da forhandlingerne startede, var der store forventninger fra os arbejdere om et godt og rimeligt resultat. De forventninger skal især ses i lyset af, at vi har vist tilbageholdenhed siden 2007, hvor der skulle forhandles såkaldte kriseoverenskomster, mens det har vist sig, at der er masser af penge til blandt andet høje direktørlønninger og gyldne håndtryk.

Industrien indgik forlig den 9. februar. De har fået en tre-årig overenskomst og er blevet enige om en beskeden lønstigning på 2,50 kroner i timen på mindstelønnen per år. Det er sølle 0,50 kroner mere end det opnåede resultat i 2017.

Industriforliget indeholder også en stigning på fritvalgskontoen på 1 procent per år, men det er med den lille finte og aftale om, at det kan medregnes i de lokale forhandlinger. Det vil helt sikkert betyde, at det vil blive indregnet. Kigger man på den sidste periode, så har lønfremgangen været begrænset, og med den nuværende situation i mente, så vil der sandsynligvis ikke blive nogen særlig lønstigning ud over den ene procent. 

Forringelser af arbejdsmiljøet

Endelig er der, som jeg ser det, indgået en aftale for rådighedsvagter, der giver mulighed for forringelser på arbejdsmiljøet. Vores vagter er planlagte og ligger i en måndsplan, og nu kan hviletiden sættes ned fra 11 til otte timer op til 10 gange på en måned og 45 gange i løbet af et år.

Det, der bekymrer mig her, er, hvordan man vil håndtere det i forhold til togdrift, hvor der arbejdes på skiftehold, og hvor der er en del rådighedsvagter. Det vil helt sikkert give flere udfordringer oveni dem, der er i forvejen, når det drejer sig om at have et ordentligt familieliv.

På industrien, som er et minimallønsforlig, skal forbedringer i overenskomstperioden sikres ved lokale forhandlinger. Det, tror jeg, bliver svært i denne coronatid, så derfor må der regnes med, at forliget bliver hverdagen.

Soldarisk lønkrav

På byggeriets side var der en forventning og et særligt krav om at få hævet lønnen markant for de lavtlønnede, og det endda med tilbageholdenhed fra de højtlønnede. Derfor var det en gratis omgang for de ordentlige arbejdsgivere, der til hverdag følger overenskomsterne og reglerne på det danske arbejdsmarked. Omvendt ville det selvfølgelig være en udfordring for de arbejdsgivere, der benytter sig af både kriminalitet og svindel. Som bekendt opnåede byggefagene ikke at komme igennem med det solidariske krav om et markant løft af dem i bunden.

Nu kan hviletiden sættes ned fra 11 til otte timer op til 10 gange på en måned og 45 gange i løbet af et år.

På jernbanen skulle der forhandles tre områder på plads:

1. Personligt er jeg som stationsbetjent omfattet af industriforliget, der som sagt blev indgået den 9. februar. Det var inden coronaen.

2. Så er der jernbaneoverenskomsten, som blandt andet er for lokoførere og togførere ansat i DSB. Som bekendt har DSB, og de ansatte lige været igennem en mere end halvanden års lang konflikt, da DSB valgte at melde sig ind i Dansk Industri og samtidig forringe de ansattes løn- og arbejdsvilkår.

3. Den sidste er letbaneoverenskomsten.

Forligsen og coronaen

De to sidste områder skulle efter uenighed forhandles på plads i Forligsen. Her blev forhandlingerne først udskudt af forligsmanden med henvisning til corona, for så mindre et døgn efter at blive genåbnet – sikkert på grund af pres fra FH og DA.

Med tanke på, at virksomhederne i industrien i 2018 havde et overskud efter skat på 180 milliarder kroner, er resultatet alt for ringe.

Nu blev Dansk Jernbaneforbund og andre mødt af arbejdsgivere, der lænede sig tilbage med armene over kors, og som ikke var villige til reelle forhandlinger. Som konsekvens heraf skal de to af jernbanens områder stemme om en mæglingsskitse, som er en tro kopi af de indgåede transportforlig og industriforlig.

I Dansk Jernbaneforbund anbefaler en enig hovedbestyrelse, at man stemmer nej, da det ikke er et fair resultat.

Det er min overbevisning, at det, at man valgte at fortsætte forhandlingerne på trods af, at hele landet var lukket ned, bragte arbejdsgiverne i en favorabel position, og det er ganske uhørt.

Derfor siger jeg nej

Jeg er nået til den konklusion, at jeg stemmer nej. Det gør jeg af flere årsager:

Industriforliget ville koste 2,3 milliarder kroner over tre år, og det er alt ringe set i lyset af, at det blev forhandlet i en gunstig tid og med tanke på, at virksomhederne i industrien i 2018 havde et overskud efter skat på 180 milliarder kroner.

Så bliver det også et nej, fordi jeg mener, at fagbevægelsen skal være solidarisk. Den skal også støtte op om de små og dem, der ikke har fået et resultat, som de kan se sig selv i. Det kan skyldes, at de ikke har fået en reel og fair mulighed for at forhandle deres egen overenskomst. Her tænker jeg ud over jernbanen på malerne, hotel og restauration for ikke at glemme kantinerne på offshore-området.

Hurtigt regeringsindgreb ved konflikt

Hvad vil det betyde, hvis det bliver et nej?
Det betyder, at vi kommer ud i en storkonflikt og skal strejke. Strejke er arbejdernes ultimative våben, som vi fik, da septemberforliget i 1899 blev indgået. Strejke er et våben, som kan bruges ved overenskomstforhandlinger, og som derfor er en del af den danske model. I og med at der blev truffet en beslutning om at fortsætte forhandlingerne, på trods af at landet blev lukket ned, så betyder det jo også, at der er taget en form for politisk beslutning om, at man risikerer en storkonflikt.

Skulle det ende med storkonflikt, så tror jeg, at regeringen vil gribe ind og sætte den danske model ud af spil.

Her kan man så stille sig spørgsmålet: Hvorfor skulle forhandlingerne fortsætte? Jeg får tanker tilbage til 2013, hvor lærerne kæmpede mod et allerede aftalt resultat.

Så fra mig lyder der et stort nej til OK20 med anbefaling til andre om at stemme det samme.