Mange slås med psykiske vanskeligheder eller et problematisk brug af rusmidler. Desværre er der også rigtigt mange, der på samme tid slås med psykiske vanskeligheder og et problematisk brug af rusmidler.

Der findes ingen enkle løsninger, men vi skylder vores allersvageste borgere, at der kommer til at ske noget nu.

At få den rette hjælp til behandling af en psykisk sygdom kan være en udfordring. Det samme gælder, hvis man beder om at få hjælp til afhængighed af stoffer og/eller alkohol.

Hvis man kæmper for hjælp til begge problemer samtidig, vokser udfordringernes størrelse ekspotentielt.

Borgere afvises i den regionale psykiatri, hvis de er påvirkede af stoffer og/eller alkohol. De afvises med besked om, at de først skal have behandlet deres misbrug, for man kan ikke udrede dem, hvis de er påvirkede.

De samme borgere afvises i den kommunale rusmiddelbehandling, hvor de mødes med en besked om, at de først skal have behandlet deres psykiske lidelse.

Resultatet er alt for ofte, at borgerne ingen hjælp får, men må hutle sig igennem, som de nu bedst kan. Resultatet kan blive en social deroute med arbejdsløshed, hjemløshed, følgesygdomme og en alt for tidlig død.

Hvem er de – og hvor mange er der?

Gruppen er bredt sammensat. Der er mennesker med en lettere psykisk lidelse og et moderat brug af rusmidler, og der er mennesker med en svær psykisk lidelse, et omfattende brug af rusmidler og komplekse sociale problemer.

Vi kender ikke gruppens nøjagtige størrelse. Dels er registreringspraksis ikke stringent, dels er der en underrapportering fra borgernes side, da flere ved, at de i psykiatrien er nødt til at tie med deres rusmiddelbrug, og at de i rusmiddelbehandlingen er nødt til at tie med deres psykiske problemer.

Men vi ved, at problemet er stort. Undersøgelser viser, at op mod 75 procent af stofbrugere og op mod 50 procent af alkoholbrugere har en eller flere psykiske lidelser. Omkring 30 procent af patienterne i den regionale psykiatri har samtidig et rusmiddelbrug.

Hvordan hjælper vi bedst?

Selvom der ikke er meget evidens for effektive interventioner, så ved vi faktisk en del om, hvad der hjælper de dobbeltbelastede. Der har været gennemført et hav af projekter, og der er masser af solstrålehistorier om enkeltpersoner, der er kommet ud på den anden side og har fået et rigtigt godt liv.

Internationalt er der udarbejdet retningslinjer for behandling af mennesker med en dobbeltdiagnose. Herhjemme findes der Nationale Kliniske Retningslinjer, vejledninger med mere.

Retningslinjerne handler både om screeningsredskaber og behandlingsmetoder.

Gennemgående peges der på, at der skal være adgang til grundig udredning for både de psykiske lidelser og det problematiske rusmiddelbrug.

Der peges også på behov for en omfattende og integreret behandling, der skal tage udgangspunkt i den enkeltes problemer og behov. Der er behov for en bred indsats, der også omhandler borgerens sociale forhold (for eksempel forsørgelse, bolig, beskæftigelse/uddannelse og så videre).

Endelig peges der på, at der skal være mulighed for langvarig behandling.

Hvorfor gør vi det så ikke?

Vi ved altså godt, hvad der skal til. Vi gør det bare ikke.

Strukturelt har vi i Danmark organiseret indsatsen, så den er delt mellem den kommunale rusmiddelbehandling på den ene side og den regionale psykiatri på den anden. Hertil kommer, at behandling for brug af alkohol er reguleret i sundhedslovgivningen, mens behandling for brug af stoffer er reguleret i den sociale lovgivning. 

Det overordnede ansvar er fordelt mellem sundheds- og ældreministeren på den ene side og social- og indenrigsministeren på den anden. I Folketinget er der tilsvarende et sundheds- og ældreudvalg og et social- og indenrigsudvalg.

Der er tale om to meget forskellige kulturer og tilgange. Det opleves som særdeles vanskeligt at samarbejde på tværs. Så en integreret indsats er det mere end svært at tilbyde.

Hvad skal der ske?

Utallige rapporter har peget på problemet – alligevel sker der ikke noget.

I SIND har vi peget på, at vi bliver nødt til at samle ansvaret et sted – i regionerne.

Dermed er problemerne naturligvis ikke løst. For som nævnt skal der stadig samarbejdes med kommunerne om de sociale indsatser, og der skal tages stilling til, hvem der skal stå for indsatsen for mennesker med rusmiddelafhængighed uden en samtidig psykisk lidelse.

Der findes ingen enkle løsninger, men vi skylder vores allersvageste borgere, at der kommer til at ske noget nu.