Med finanslovsaftalen mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afsættes der 600 millioner kroner til et akutløft til psykiatrien.

Jeg ser frem til, at vi også får taget hul på de grundlæggende problemer med tiårsplanen.

De 600 millioner kroner skal ses i sammenhæng med den kommende tiårsplan for psykiatrien.

Pengene er altså ikke en erstatning for eller del af finansieringen af tiårsplanen. Det er – som det blev sagt af Enhedslisten under forhandlingerne – et akutløft af en nødlidende hospitalspsykiatri.

Pengene er fordelt i to puljer. 510 millioner kroner skal bruges til en styrkelse af kapaciteten og forbedring af normeringerne i psykiatrien, og 90 millioner kroner skal bruges til at øge kapaciteten i retspsykiatrien.

En del af de 510 millioner kroner skal bruges til at øge antallet af pladser på Sikringen.

Både og – ikke enten eller

Forståeligt nok har der straks været kritiske røster som for eksempel:

“Det er bedre at bruge pengene på at løfte de sociale tilbud, så færre får brug for indlæggelse, og flere vil kunne udskrives tidligere.”

“Man bliver ikke rask af at ligge i en seng. Det er bedre at opgradere den ambulante behandling.”

For mig/SIND handler det ikke om enten at opgradere hospitalspsykiatrien eller styrke den sociale indsats for mennesker med psykiske lidelse. For os handler det heller ikke om at vælge mellem behandling under indlæggelse og ambulant behandling.

Det er ikke enten eller – det er både og!

Den brændende platform

Jeg har gentagende gange peget på, at vi byder de allermest syge helt urimelige vilkår. Ofte på kant med de internationale menneskerettigheder og dansk lovgivning.

Det drejer sig om mennesker med en psykisk lidelse og et samtidigt brug af rusmidler. De kan ofte ikke få et tilbud om en samtidig indsats i forhold til den psykiske lidelse og deres rusmiddelbrug.

Det drejer sig om mennesker, der i kortere eller længere perioder af deres liv har brug for en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. For eksempel fordi de er til fare for sig selv eller andre.

Alt for mange afvises i døren, og alt for mange af dem, der får kæmpet sig ind på afdelingen, udskrives, før de er klar til det.

Lægeforeningen har i en undersøgelse dokumenteret, at 49 procent af psykiaterne oplever, at de dagligt eller ugentligt må afvise patienter, der har brug for indlæggelse, og 58 procent oplever, at de dagligt eller ugentligt må udskrive patienter, der ikke er klar til det.

En del af de afviste/for tidligt udskrevne ender desværre med at tage deres eget liv. Andre ender med at begå kriminalitet. En nyere undersøgelse påviste, at 74 procent af de, der ender som retspsykiatriske patienter, har været udsat for svigt i almenpsykiatrien op til den handling, som de senere blev tiltalt for.

For nylig kunne man i pressen læse om en borger, som 12 timer efter, at han var blevet sendt hjem fra den psykiatriske akutmodtagelse, (hvor han havde søgt hjælp klokken tre om natten, fordi han havde selvmordstanker og tanker om at ville skære i sin overbo), dræbte sin overbo med kniv.

Pressen har også berettet om to patienter, der oplevede at være uafbrudt bæltefikserede i henholdsvis ni og tretten måneder på psykiatriske afdelinger – fordi der ikke var plads til dem på Sikringen.

En behandling der under alle omstændigheder er umenneskelig og formentlig også i strid med både dansk lovgivning og internationale konventioner.

Ovenstående eksempler handler om nogle få af vores allermest syge medborgere. De er heldigvis ikke de fleste, og vi skal huske på, at langt de fleste mennesker med psykiske problemer slet ikke har brug for behandling under indlæggelse.

Ikke desto mindre handler det om nogle mennesker, som vi har en helt særlig forpligtigelse til at hjælpe – uanset hvad det koster.

Finansloven slukker brande – men løser ikke problemerne

Med dette dystre billede på nethinden kan jeg ikke lade være med at glæde mig over finanslovsaftalens nødhjælpspakke til psykiatrien.

Man kan mene, at det er vildt at bruge så mange penge på at udvide kapaciteten på Sikringen. Men kan vi se os selv i øjnene, hvis der igen kommer bare én patient, der må ligge i bælte uafbrudt i 13 måneder, mens han venter på en ledig plads?

Man kan mene, at man ikke bliver rask af at ligge i en seng, men kan vi se os selv i øjnene, hvis der igen kommer bare ét drab begået af en psykisk syg, der blev afvist fra en indlæggelse, som han/hun åbenlyst havde brug for?

Tak for nødhjælpen. Jeg ser frem til, at vi også får taget hul på de grundlæggende problemer med tiårsplanen.