Corona-nedlukningen har givet mig anledning til at reflektere over, hvad det er, der sker med vores rettigheder (og vores syn på rettigheder), når pandemier raser.

Vi skal stå sammen i disse svære tider, men vi skal ikke som i Ungarn sælge ud af det mest dyrebare vi har – demokratiet.

I Ungarn er der indført nødretstilstand, og Victor Orbans regering har fået uindskrænket ret til at regere udenom parlamentet via dekreter. Nødretsloven er uden udløbsdato, og en afskaffelse af nødretten vil kræve to tredjedeles flertal i parlamentet.

Herhjemme har Folketinget gennem ændringer af epidemiloven givet regeringen vidtrækkende beføjelser til at sætte hævdvundne rettigheder ud af kraft på sundheds-, beskæftigelses-, og socialområdet og indskrænke vores muligheder for at færdes og forsamles frit.

I modsætning til Ungarn har vi i Danmark sat en udløbsdato på særlovgivningen, nemlig 1. marts 2021.

Selvom vi er milevidt fra de aktuelle indskrænkninger af demokratiet i Ungarn, er der også i Danmark tale om indskrænkninger af grundlæggende rettigheder.

Ikke nyt at rettigheder indskrænkes i krisesituationer

Alle samfund har i alvorlige krisetider brug for at beskytte sig. Af og til kan behovet være så stort, at det kan komme på tale at sætte grundlæggende rettigheder ud af spil i kortere eller længere tid.

I Danmark har fokus helt fra den første epidemilov fra 1782 været på at beskytte samfundet og de raske mod smitte.

At indskrænke borgernes rettigheder, når det anses for at være nødvendigt for at forhindre smitte i at sprede sig, er altså ikke noget nyt.

Der har været tale om begrænsninger/rettighedsindskrænkninger på to niveauer.

I forhold til enkeltpersoner der (måske) er smittet, har myndighederne mulighed for at gennemtvinge undersøgelse og/eller behandling – eventuelt under isolation. Der er også mulighed for at gennemføre tvangsmæssig vaccination i et afgrænset område eller af en afgrænset persongruppe.

I forhold til befolkningen som helhed kan myndighederne begrænse bevægelsesfriheden og retten til ophold konkrete steder. Det gælder især ret til at begrænse/kontrollere indrejse i landet.

Covid-19

Med hastegennemførelse af ændringer af epidemiloven den 12. og 31. marts, har Folketinget givet ministrene meget vide beføjelser. Det sker dels ved at flytte de beføjelser, der tidligere lå i de regionale epidemikommissioner til sundheds- og ældreministeren, dels ved at bemyndige ministre til at fastsætte regler i form af bekendtgørelser.

I en række af bemyndigelser er ministeren endda bemyndiget til i bekendtgørelserne at fravige anden lovgivning. Det er – tænker jeg – meget vidtgående.

Der er siden den 12. marts udstedt hele 23 bekendtgørelser efter disse bemyndigelser.

Det handler dels om indskrænkninger i borgernes ret til at færdes og forsamles frit, dels om ret til at fravige forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for det offentlige (sidstnævnte er sket på sundheds- og ældreområdet, erhvervsministeriets område og socialområdet).

I de tilfælde hvor der gives mulighed for at fravige det offentliges forpligtigelser, er det typisk også fastslået, at borgerne ikke kan klage.

På det sociale område har kommunerne ved en bekendtgørelse fået ret til at fravige en række forpligtelser. Det drejer sig for eksempel om regler om rådgivning, afgørelser og levering af ydelser.

Kommunerne kan for eksempel beslutte, at almindelige sagsbehandlingsregler i forvaltningsloven og andre love ikke skal finde anvendelse. 

Kommunalbestyrelsernes afgørelser og beslutninger om fravigelse af forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder, kan ikke påklages.

Vurdering

Efter min vurdering er det både sædvanligt og nødvendigt, at et samfund beskytter sig mod epidemier som covid-19. Det er også både nødvendigt og rimeligt, at dette kan medføre indskrænkninger af borgernes rettigheder.

Men det er betænkeligt, at det sker på en sådan måde, at væsentlige retssikkerhedsgarantier sættes ud af kraft, for eksempel ved at ministrene udstyres med så vidtgående beføjelser til administrativt at indskrænke borgernes rettigheder.

Vi har i grundloven en række væsentlige rettigheder. Det gælder for eksempel paragraf 71 om personlig frihed, paragraf 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed og paragraf 79 om forsamlingsfriheden.

Disse rettigheder er ikke ufravigelige, men det forudsættes, at der skal være klar hjemmel til indskrænkning af rettighederne. For nogles vedkommende fremgår det endda direkte af grundloven, at indskrænkning kun kan ske ved lov.

At man i en lov om ændring af epidemiloven bemyndiger en minister til ved en bekendtgørelse at foretage indskrænkninger af disse grundlovssikrede rettigheder, er i min optik i bedste fald dybt betænkeligt og i værste fald i strid med grundloven.

Det værste er, at det heller ikke er nødvendigt.

Folketinget har i denne alvorlige situation vist sig særdeles handlekraftigt, og man har ad to gange gennemført hastelovgivning. Den ene gang gennemførtes loven på bare én dag, og lovforslaget blev vedtaget i fuld enighed.

Dermed er behovet for en så udstrakt grad af bemyndigelse til ministrene ganske enkelt ikke tilstede, og det er alene derfor betænkeligt, at bringe sig på kant med de grundlæggende rettigheder og grundloven.

Vi skal stå sammen i disse svære tider, men vi skal ikke som i Ungarn sælge ud af det mest dyrebare vi har – demokratiet.