Tvang og magt må aldrig erstatte omsorg
Blogs
Tvang og magt må aldrig erstatte omsorg
I psykiatriloven står der sort på hvidt, at tvang aldrig må erstatte omsorg, behandling og pleje. Men på det seneste har vi desværre set en tendens til, at man på det sociale område udvider adgangen til tvang.
Når mennesker – for eksempel på grund af sindssygdom – ikke er i stand til at tage vare på sig selv, kan det være nødvendigt at hjælpe dem mod deres vilje.
Vi ser en tendens til, at man på det sociale område udvider adgangen til tvang.
Retten/pligten til at hjælpe mennesker mod deres vilje findes i en lang række lovbestemmelser.
Lov om tvang i psykiatrien (psykiatriloven) fastslår således, at mennesker kan indlægges eller tilbageholdes på en psykiatrisk afdeling mod deres vilje. Loven giver også mulighed for at behandle de tvangsindlagte mod deres vilje.
Også den sociale lovgivning giver ret til at hjælpe borgere imod deres vilje. For eksempel kan man – med hjemmel i Lov om Social Service – anbringe folk på et botilbud mod deres vilje.
Låste døre
På det seneste har vi desværre set en tendens til, at man på det sociale område udvider adgangen til tvang.
Der tales for eksempel om at udvide adgangen til aflåsning af døre på botilbud (for at beskytte borgere imod at komme galt afsted ved at forlade botilbuddet).
Ingen ønsker, at mennesker med svære lidelser kommer galt afsted, og vi kan alle forestille os, at det må være frygteligt at være pårørende til for eksempel svært demente, der forlader deres botilbud og flakker hjælpeløse rundt.
Men der er grund til at råbe vagt i gevær, for tvang, magt og indespærring må aldrig blive førstevalget, når vi skal hjælpe mennesker, der er ude af stand til at tage vare på sig selv.
I Danmark gælder der heldigvis et generelt juridisk grundprincip, som kaldes mindste middels princip (eller proportionalitetsprincippet). Det betyder, at man altid skal anvende de mindst indgribende foranstaltninger. Tvang og magt må derfor aldrig bruges, hvis man kan opnå det samme uden.
I psykiatriloven står der sort på hvidt, at tvang aldrig må erstatte omsorg, behandling og pleje.
Alligevel er der en tilbøjelighed til, at svaret på allehånde problemer med de allersvageste borgere i vores samfund er mere tvang og magt. Flere låste døre, højere hegn, mere elektronisk overvågning og så videre.
Hidtil har man de fleste steder kunnet klare sig uden adgang til at låse borgerne inde. Hvorfor er det så pludseligt, at det er blevet nødvendigt?
Ganske vist bliver der flere og flere danskere med demenssygdomme (alene af den grund, at flere af os lever længere).
Sparehensyn
Men så bør svaret være at styrke indsatsen, så vi kan yde samme service til de flere – for eksempel ved at etablere flere pladser og bemande tilbud, så man kan yde den fornødne pleje og omsorg.
Vi må aldrig acceptere, at vi – for at spare penge – først etablerer tilbud, der ikke kan give den nødvendige pleje og omsorg, og at vi så – når det viser sig, at borgerne måske er i risiko for at komme galt afsted – accepterer, at løsningen er mere tvang og mere magt.
Problemet er desværre, at det er let at fremstille modstand mod mere tvang og magt som om, man er ligeglad med borgernes sikkerhed.
Derfor er det svært for foreninger som LEV og SIND at trænge igennem med kravet om mere pleje og omsorg og mindre tvang og magtanvendelse.