For nylig kunne man i aviserne læse, at inden for det sidste årti er den rigeste tiendedel af danskerne blevet 29 procent rigere, mens den fattigste tiendedel er blevet én procent fattigere. Uligheden accelererer voldsomt i Danmark.

Mens vi i Danmark er blevet mere ulige, oplever de andre skandinaviske lande at blive mere lige.

Vi lever i et kapitalistisk samfund, som på den ene side har givet os en enorm vækst, men som også har en meget uheldig tendens til at fordele samfundsgoderne ulige. Det er, hvad vi ser i ekstrem form i USA og England, hvor der kun meget lidt hjælp er at hente, hvis man ikke kan forsørge sig selv, og hvor dem, der kan forsørge sig selv ofte er nødt til at have to eller tre jobs for at få pengene til at slå til.

I Danmark har vi igennem mange årtier opbygget et system, som sikrer, at ingen kommer til at leve i ekstrem fattigdom, og vi har historisk været et af de mest lige lande i verden. Men jeg må med vemod konstatere, at det går i den forkerte retning. For det er åbenbart blevet den højeste politiske mode at lave reformer, der stykke for stykke river vores velfærdsstat ned.

I bunden har vi set reformer tage penge og livsmuligheder fra de fattigste og svageste i vores samfund. Jeg nævner i flæng: dagpengereformen fra 2010, tilbagetrækningsreformen fra 2011, sygedagpengeformen fra 2014 og to gange kontanthjælpsreform, først under SR-regeringen i 2014 og nu senest med V-regeringens meget hårde kontanthjælpsloft.

I toppen har vi på den anden side set den ene rødvinsreform efter den anden, oftest i form af topskattelettelser. Finansieringen kommer som regel fra de besparelser, man har hentet i forbindelse med de reformer, jeg nævnte før. SR-regeringen kaldte det ”nødvendighedens politik”. For V-regeringen er det realiseringen af deres vådeste ideologiske drømme.

Det er paradoksalt, at vi i en tid, hvor der globalt set er stor opmærksomhed på ulighedens skadelige virkninger, beslutter os for at gå den anden vej, imod mere ulighed. For mens vi i Danmark er blevet mere ulige, oplever de andre skandinaviske lande det modsatte: De bliver mere lige.

Tilbage i september gik Lars Løkke Rasmussen på FN's talerstol, hvor han proklamerede, at Danmark var klar til at gøre sin del for at bekæmpe ulighed. Siden har han genindført fattigdomsydelserne for flygtninge, gennemført kontanthjælpsloftet, der betyder, at en enlig mor på kontanthjælp med ét barn får 2.300 kroner mindre om måneden og gjort det billigere for rige direktører at købe ny luksusbil. Oven i dette planlægger V-regeringen nye topskattelettelser for de rigeste i vores samfund, som yderligere vil skabe ulighed i Danmark.

Så lad mig slutte med at citere Kim Larsen: ”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis ikke det skal være for at støtte de svage. For de stærke skal nok klare sig selv."

Ja, hvad skal den regering egentlig gøre godt for?