20 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

V blæser til krig mod velfærd

Blogs

Kristian Gaardsøe
Formand FOA Nordjylland
Født i 1959 Formand i FOA Nordjylland som overordnet politisk og administrativ leder Medlem af FOA's hovedbestyrelse

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 03. august, 2015, 18:56:00

V blæser til krig mod velfærd

Lad os kalde en skovl for en skovl. Venstres omprioriteringsbidrag er i virkeligheden en nedprioritering af velfærden og vil føre til forringelser for børn, ældre, syge og handicappede.

Så er krigen mod velfærdssamfundet blæst i gang.

Den nyligt tiltrådte Venstre-regering har som en af dens første (u)gerninger tildelt velfærden et drøjt nyrehug. Venstre har lanceret et nyt, flot ord: omprioriteringsbidrag. Det går kort fortalt ud på, at kommunerne skal betale et bidrag af deres samlede budget på én procent de næste fire år, svarende til 2,4 milliarder kroner om året. Det er næsten 10 milliarder kroner i alt over en fireårig periode.

Det er da nærmest komisk at opleve et socialdemokrati i opposition redde en venstremindretalsregering fra politisk forlis.

Det er typisk Venstre-retorik at kalde ting for det, de i virkeligheden IKKE er. Ligesom de gav den reelt fattigdomsskabende ydelse den positivt ladede betegnelse ”starthjælp”, taler de nu om ”moderne” kontanthjælpsloft, som igen bare er ordgejl for at få asocial politik til at glide nemmere ned hos vælgerne. Det samme med omprioriteringsbidraget, som intet andet er end effektiviseringer, som igen bare er et andet ord for nedskæringer.

Så lad os kalde en skovl for en skovl. Venstres omprioriteringsbidrag er i virkeligheden et NED-prioriteringsbidrag - nedprioritering af vores børn, vores ældre, vores syge og handicappede.

De frigjorte midler vil blive udmøntet til prioriterede indsatser, som det hedder i regeringsgrundlaget. Dermed er der åbnet op for, at velfærdskroner igen skal spenderes på de borgerliges favoritdisciplin: skattelettelser! Det vil betyde forringelser af kernevelfærden, og at vi har tusinder af fyringer i vente i den offentlige sektor.

Det bør ikke komme som en overraskelse for nogen, at en Venstre-regering står for forringelser af velfærden, men det er da nærmest komisk at opleve et socialdemokrati i opposition redde en venstremindretalsregering fra politisk forlis. Men når man så ser på konsekvenserne af aftalen, forsvinder komikken hurtigt: 6500 færre HK'ere, 8300 færre SOSU'er og 6700 færre pædagoger! Det kommer altså til at kunne mærkes i de allerede hårdt pressede kommuner. Socialdemokraterne var under valgkampen imod nul- og minusvækst i den offentlige sektor og ville i stedet for kæmpe for en offentlig vækst på 0,6 procent om året, så deres opbakning til Løkke har nærmest karakter af vælgerbedrag.

Nu vi taler om vælgerbedrag, så løber Dansk Folkeparti alligevel med guldet. For her har vi et parti, som om nogen, før og under valgkampen, har talt for, at den offentlige sektor skal opprioriteres. DF lovede værdighedsgaranti, som skulle sikre ældre mod våde bleer og uappetitlig mad. Men hvad gør de? Ikke bare stemmer DF's partitop Løkkes NED-prioriteringsbidrag igennem i Folketinget stik imod deres valgløfter. En gennemgang, som Politiken Research har lavet, viser, at DF i 57 ud 66 kommuner har været med til at stemme for, at udgifterne per ældre borger er blevet beskåret. Hvor værdigt er det lige, spørger jeg.