Hvordan er reglerne i de 27 andre EU-lande om forældreansvar, om skilsmisse, om ægtefællebidrag?

Jeg ved det ikke. Og det tror jeg heller ikke, nogen andre gør. Ligesom vi ikke kender alle reglerne om ransagning, aflytning og brug af civile agenter. 

Hvis vi først opgiver retsforbeholdet, så kan vi ikke længere træde ud af en aftale.

Alligevel ønsker ja-partierne, at vi den 3. december skal stemme ja til at ophæve det danske retsforbehold overfor EU. Og dermed sige ja til at anerkende afgørelser truffet i de 27 andre EU-lande på en lang række områder. 

England havde for eksempel ikke behøvet at sende en civil agent ind i klimabevægelsen i Danmark op til klimatopmødet i 2009, men kunne have pålagt dansk politi at gøre det. 

Vi har i dag på de fleste retsområder en mellemstatslig aftale med de andre EU-lande, så der vil ikke umiddelbart blive en stor forskel. Men hvis vi først opgiver retsforbeholdet, så kan vi ikke længere træde ud af en aftale. Og hvis EU-domstolen træffer en afgørelse, så er vi forpligtet til at følge den. 

Alle taler om øget europæisk samarbejde i disse dage, hvor flygtninge ikke længere er nogle, vi bare ser billeder af i medierne, men levende mennesker, der står lige foran os og har brug for vores hjælp.

Nogle bruger derfor også situationen til at sige, at det er nødvendigt, at vi ophæver retsforbeholdet, også på asylområdet. Men der er intet, der forhindrer, at EU-landene – også gerne andre lande – indgår en mellemstatslig aftale. 

Og hvis der skal være opbakning til fælles løsninger, så kræver det, at politikerne i hvert eneste land går i dialog med borgerne; diskuterer og argumenterer og når frem til, hvad hvert enkelt land kan være med til. Hvis man derimod dikterer politikken ovenfra og langt væk fra, uden dialog, så er der stor risiko for at få befolkningen imod sig. 

FN's flygtningekonvention er ikke et diktat fra oven. Den er gennemført som en aftale mellem stater. Og der er faktisk bred opbakning i befolkningerne til, at vi skal tage imod flygtninge i nød. 

En mellemstatslig aftale kan til enhver tid opsiges af et land. Men det vil selvfølgelig få store konsekvenser for det lands anseelse og respekt i andre lande. 

Men muligheden for at opsige aftalen gør, at landets egne politikere hele tiden skal stå på mål for, at de fortsat går ind for konventionen. Når derimod politikken vedtages af et flertal i Bruxelles, så kan de nationale politikere fralægge sig ethvert ansvar. Og befolkningen mister muligheden for at kræve ændringer. 

Det gør derfor en stor demokratisk forskel, om der er tale om aftaler mellem stater eller beslutninger truffet af EU og gennemtvunget i alle landene.