Digital retssikkerhed
Blogs
Digital retssikkerhed
Digitaliseringen af det offentlige giver store problemer i forhold til borgernes retssikkerhed.
Får du tjekket din eboks hver dag? Det gør jeg ikke, og det er mit indtryk, at mange andre heller ikke gør.
Forstår du henvendelserne fra offentlige myndigheder ? Jeg har tit brug for at stille spørgsmål.
Det offentlige har en digitaliseringsstrategi om, at næsten al kommunikation mellem myndigheder og borgere skal ske digitalt og helst automatisk. Og fra 2015 er det slut med papirpost. Man kan dog få en særlig tilladelse fra kommunen til stadig at få papirpost, hvis man for eksempel ikke er i stand til at bruge en computer.
Det er dybt problematisk.
Det er simpelthen umuligt at få oplyst, hvem der har truffet afgørelse i ens sag.
For det første fungerer det ofte elendigt.
For det andet betyder det, at rigtig mange, der ikke har adgang til internet eller ikke kan bruge det, bliver koblet af.
For det tredje medfører det, at mange får forkerte afgørelser eller giver op og ikke får deres ret.
Det er samlet set et meget stort retssikkerhedsmæssigt og demokratisk problem. Dertil kommer at det indebærer store sikkerhedsmæssige ricisi, særligt i en tid hvor mange af de offentlige it-systemer styres af multinationale firmaer med ansatte over hele verden.
VKO-flertallet besluttede, at mange af de almindelige afgørelser om udbetalinger til borgere for eksempel folkepension og boligstøtte skulle centraliseres i Udbetaling Danmark. Det blev samtidig besluttet, at en borger ikke kan kontakte en sagsbehandler. Det er simpelthen umuligt at få oplyst, hvem der har truffet afgørelse i ens sag, og dermed umuligt at få en forklaring på afgørelsen og nærmest umuligt at få ændret afgørelsen.
Hvis man har prøvet at gennemskue pensionsmeddelelser, der ofte ændres hver måned, så ved man, hvor svært det er. Man kan møde op i Borgerservice i sin kommune og prøve at få hjælp fra dem. Men når sagsbehandlerne ikke længere sidder i kommunerne, så vil der ikke være nogen, der kan forstå systemerne og afgørelserne.
Det kan også få store konsekvenser, hvis man for eksempel får en stævning, eller en afgørelse med en kort ankefrist, og ikke når at få læst brevet i sin eboks inden fristen.
Digitalisering kan være en stor hjælp både for den enkelte og samfundet, sådan som for eksempel digitaliseringen af selvangivelsen til SKAT har været. Men der har man også ganske langsomt digitaliseret i takt med, at systemet fungerede. Men nu hvor det nærmest er umuligt at få kontakt med et menneske i SKAT, der kan besvare ens spørgsmål, så begynder det at blive et problem.
Hvis man skal have en god retssikkerhed, så skal det offentlige både træffe korrekte afgørelser og være i stand til at forklare disse afgørelser til borgerne. Det princip følges desværre ikke, når alt skal digitaliseres uden menneskelige hensyn.