I Danmark har vi et lavt antal drab sammenlignet med mange andre lande. Normalt 40-50 drab årligt.

Men i gennemsnit dræbes syv børn årligt. Langt de fleste af en af deres forældre.

Først når vi som samfund sætter den præmis, at forældres drab på børn ikke er noget uundgåeligt, kan vi begynde at sætte ind forebyggende. 

Og vi ligger højt sammenlignet med andre lande, når man ser, hvor stor en andel af de drab, der begås, som er kvinder, der bliver slået ihjel af deres partner.

Der har i mange år været en stor indsats for at nedbringe antallet af drab og grov vold begået andre steder end i familien. Og det virker, antallet falder. Men der er intet gjort for at nedbringe antallet af drab i familier.

Der er brug for at holder op med at kalde det "familietragedier", der ikke kan forebygges, som de fleste medier, politikere og politiet stadig gør. Og i stedet kalde det drab. Ovenikøbet drab begået af den, der skulle værne og beskytte børnene. Børns Vilkår er gået i gang. De har forældres drab på børn med som et af punkterne i deres rapport om Svigt af Børn i 2016.

Jeg er ikke forsker, men som jeg har forstået det, så er en del af årsagen til mange drab i familien opfattelsen – primært hos mænd – af, at man har ejendomsret til sin partner og sine børn. Og dermed i yderste konsekvens ret til at slå dem ihjel.

Det er heldigvis langt fra alle danske mænd, der har den opfattelse. Men i forhold til seksuelle krænkelser viste en undersøgelse, at Danmark er med i toppen i Europa. Det tyder på, at der stadig er en del mænd, der generelt mener, at de har ret til at krænke kvinder. Vi har brug for viden om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem den generelle ret til at krænke kvinder, og så den konkrete ret til at slå sin partner og sine børn – i grelle tilfælde slå dem ihjel.

Der har i flere år, med god grund, været forebyggende indsats i forhold til vold, drab og social kontrol i etniske minoriteter. Men der er stort set ingen indsats i forhold til etniske danskere, og det der kaldes familietragedier.

Derfor er der brug for, at vi siger fra. Vi skal sige til politikere, politifolk, forskere, medier og alle de andre vigtige aktører: Vi vil ikke acceptere det!

Først når vi som samfund sætter den præmis, at forældres drab på børn ikke er noget uundgåeligt, men noget vi vil stoppe, kan vi begynde at gøre noget for at sætte ind forebyggende.

Først da samfundet holdt op med at se trafikdrab, som noget der desværre fulgte med, når man havde biltrafik, og begyndte at forske i årsagerne og sætte ind med forebyggelse, skete der et fald i antallet. Vi kan gøre det samme i forhold til forældres drab på børn.

Når man ser de store summer, der bruges på at bekæmpe terror og bandekriminalitet, så kunne man godt afse bare nogle få millioner årligt til et forskningsprojekt, der kan undersøge, hvad man gør i andre lande, hvad der har virket og ikke virket.

Man kan indgå samarbejde med civilsamfundsorganisationer – ikke mindst børneorganisationer – om befolkningskampagner for at ændre holdninger. Man kan sætte målrettet ind med undervisning i forhold til pædagog- og lærerstuderende om, hvordan de kan påvirke børns holdninger, så fremtidige generationer ikke tror, at de har ejendomsret til andre mennesker. Og man kan starte med, at politikere og medier sammen beslutter, at fremover så tales der om drab. Ikke familietragedier.