I lørdags deltog jeg, sammen med mange andre, i markeringen af, at "Syg i Svendborg" stod på torvet for 100. gang for at protestere mod et sygt system. 

Jeg bliver rystet, hver gang jeg hører syge mennesker fortælle om, hvordan de bliver behandlet af systemet. 

Og det er desværre noget, jeg får en del henvendelser om. (Selvom jeg sjældent har mulighed for at hjælpe).

Det er udtryk for et sygt system, at syge mennesker, skal bruge ressourcer på at slås mod det system, der egentlig er oprettet for at hjælpe dem.

Eksempelvis fra en kvinde, der af kommunen fik afslag på fleksjob blandt andet med den begrundelse, at hendes diagnose var stillet af en læge, der var kendt for at stille den slags diagnoser. Hvilket var helt korrekt, for den pågældende læge var specialist i den sygdom.  

Kvinden klagede til beskæftigelsesankenævnet og fik medhold. Men der gik et år med sagsbehandlingen.

Et sygt system

Det er udtryk for et sygt system, at syge mennesker, der har brug for alle deres ressourcer til at blive raske, eller til at lære at leve med kroniske sygdomme og handicap, i stedet skal bruge ressourcer på at slås mod det system, der egentlig er oprettet for at hjælpe dem.

Og det er retssikkerhedsmæssigt stærkt betænkeligt, at mange af sagerne er fyldt med fejl og ofte trækker ud i årevis. 

Kommunerne benytter sig ofte af lægekonsulenter til at vurderer de speciallægeerklæringer, som syge borgere har fået. I henhold til de gældende regler må lægekonsulenterne kun oversætte, hvad der står i speciallægeerklæringerne. Men alligevel ser man igen og igen i sagerne, at lægekonsulenterne underkender speciallægeerklæringerne. På trods af at lægekonsulenterne aldrig har mødt de borgere, det handler om. Og på trods af, at Lægekonsulenterne ofte har speciale i noget helt andet end den sygdom, speciallægeerklæringen handler om.

Forskel på retsopfattelse

Af en eller anden grund accepterer speciallæger gang på gang, at deres lægeerklæringer bliver underkendt i det sociale system. Det er svært at forestille sig, at de ville acceptere det i sundhedssystemet. Hvis eksempelvis en lægekonsulent, der var fodlæge, skulle vurdere, om en hjernekirurg havde ret i, at en patient skulle opereres i hjernen, så ville der komme et ramaskrig.

Men når det handler om sociale ydelser, så er systemet og retsopfattelsen en helt anden. På trods af, at de sociale ydelser kan have lige så stor betydning for borgeren, som behandlingen i sundhedssystemet.

Det er flot, at "Syg I Svendborg" har formået at stå på torvet 100 gange. Men det er helt urimeligt, at det er nødvendigt at stå på torvet for at kræve at blive behandlet anstændigt.