Når man har begået en forbrydelse, skal man idømmes en straf ved en domstol. Det er et grundlæggende princip i en retsstat. Det er lige så grundlæggende, at der skal være proportionalitet – et rimeligt forhold mellem den forbrydelse, man har begået, og den straf man idømmes. Hvis man har stjålet en is, så skal man ikke have 10 års fængsel.

Hvis ikke de grundlæggende rettigheder gælder for alle, så kommer de nemt til kun at gælde for de få.

Ligesom det er et grundlæggende princip, at man skal have nogenlunde den samme straf for den samme forbrydelse. Der kan være helt særlige grunde til en specielt mild eller specielt hård straf, men som udgangspunkt skal straffe for den samme forbrydelse være nogenlunde ens, selvom den ene forbryder er lyshåret og den anden rødhåret.

Men med de mange, mange udlændingestramninger er der kommet en større og større forskel på den straf, man får, hvis man er dansk statsborger, og den straf, man får, hvis man ikke er dansk statsborger.

Det er blevet så absurd, at Højesteret nu to gange har afgjort, at der er grænser for, hvor længe man reelt kan frihedsberøve en person, efter at straffen er udstået. Også selvom der er tale om en ikke dansk statsborger, som er i Danmark på tålt ophold.

Debatten om sagerne har taget udgangspunkt i den europæiske menneskerettighedskonvention, men egentlig burde det i lige så høj grad være helt grundlæggende danske retsprincipper, der kunne føre til samme resultat.

Menneskerettighederne – både de få, der er nævnt i den danske grundlov, og de, vi har aftalt sammen med en række andre lande i den europæiske menneskerettighedskonvention – er begrænsninger på den til enhver tid siddende regering og det til enhver tid værende folketingsflertal.

De generationer, der kom før os og opbyggede retsstaten og udbyggede menneskerettighederne efter Anden Verdenskrigs grusomheder, ønskede, at der skulle være begrænsninger for flertallet.

I dag fremstiller en del politikere og andre debattører det, som om det er flertallet i Danmark, der er et forfulgt mindretal, som af stærke kræfter udefra bliver pålagt at tage hensyn til udenlandske statsborgere.

Men i stedet for at det kun bliver en debat om internationale menneskerettigheder, og hvorvidt den europæiske menneskeretsdomstol skal kunne dømme Danmark, når vi overtræder menneskerettighederne; så bør vi få en debat, om vi fortsat ønsker at være en retsstat, om hvilke grundlæggende retsprincipper vi ønsker skal være gældende i vores samfund. Herunder om vi ønsker, at de grundlæggende rettigheder skal gælde for alle mennesker. Eller om vi ønsker, at flertallet skal kunne gøre, som de har lyst, uden nogle begrænsninger.

Og vi bør huske det manende digt af den tyske præst Martin Niemöller, der sad i KZ-lejr fra 1938-1945:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Hvis ikke de grundlæggende rettigheder gælder for alle, så kommer de nemt til kun at gælde for de få.