Hvad er den største trussel mod demokratiet?
Blogs
Hvad er den største trussel mod demokratiet?
Den bedste måde at forebygge terror, er ved at udvide vores demokrati og sikre at alle bliver en del af samfundet. I stedet har vi i Danmark siden 11. september 2001 indskrænket demokratiet og retssikkerheden.
I den seneste tid har man kunnet følge den ene absurde historie efter den anden om en person, der i følge sine udtalelser til Jyllands-Posten har fungeret som agent for PET og CIA.
Hvis historierne er sande, viser de en uhyrlig kynisme og disrespekt for retssamfundet og demokratiet.
Ifølge Jyllands-Posten har denne person, der er tidligere Bandidosrocker, fungeret som dobbeltagent med det formål at skaffe oplysninger om et Al-Queda medlems opholdssted, så CIA kunne slå ham ihjel uden rettergang. En af metoderne var angiveligt at finde en vestlig hustru, der i al hemmelighed blev udstyret med sporingsudstyr. Hvis planen var lykkedes, ville også hun være blevet dræbt i et amerikansk angreb. En ufattelig kynisme.
Vi skal bekæmpe Al Queda og andre terrorister, der bekæmper demokratiet. Men vi skal ikke lade dem vinde ved selv at indskrænke demokratiet. Det er den lysende klare lære fra Norge, som reagerede på Breiviks frygtelige terror ved at fastholde demokrati, åbenhed og tolerance.
Indsatsen mod terrorisme er i stedet blevet en trussel mod vores demokrati.
Det er det forbillede vi bør lære af i Danmark. Den bedste måde at forebygge terror, er ved at udvide vores demokrati og sikre at alle bliver en del af samfundet. Vi skal vise at retssamfundet faktisk fungerer.
I stedet har vi i Danmark siden 11. september 2001 indskrænket demokratiet og retssikkerheden. PET har fået nærmest frie hænder og der er indført en omfattende overvågning, der væsentlig indskrænker vores frihedsrettigheder.
Dermed er indsatsen mod terrorisme i stedet blevet en trussel mod vores demokrati.
Folketinget er nu i gang med at diskutere en lov om PET. Jeg vil gerne opfordre så mange som muligt til at deltage i den offentlige debat.
Vi bør som minimum i et demokrati få oplyst, om regeringen mener vi er i krig eller krigslignende tilstand og efterretningstjenesterne derfor har adgang til de meget vidtrækkende tiltag, uden nogen som helst form for kontrol, som er tilladt i en sådan situation.
Der bør indføres helt klare regler for brugen af civile agenter, herunder det der burde være en selvfølge, nemlig at de ikke må medvirke til at skaffe oplysninger, der fører til at mennesker slås ihjel eller udsættes for tortur. Ligesom vi ikke bør modtage oplysninger fremskaffet ved tortur.
Men vi skal også have en uafhængig kontrol af efterretningstjenesterne. Og der skal være åbenhed om hvor ofte de foretager indgreb i vores frihedsrettigheder og hvor ofte de indgreb rent faktisk fører til at forbrydelser bliver forhindret eller opklaret.
I mange andre lande, blandt andet Norge, kan man godt håndtere at have uafhængig kontrol og åbenhed om efterretningstjenesternes metoder. Selvfølgelig kan vi også det i Danmark, hvis vi sætter demokratiet og retssikkerheden så højt, at vi også vil anvende det i praksis.