Ingen Adgang til retfærdighed. Nej, det står der ikke ved indgangen til de danske domstole, men reelt virker det sådan for en del af befolkningen.

Danske Domstole holdt fornylig en konference om tillid til domstolene med mange spændende indlæg blandt andet fra flere organisationer, der på forskellig vis er i forbindelse med domstolene.

Der er ingen, der kæmper for de udsatte borgeres ret til at få adgang til retfærdighed.

Men en stor vigtig gruppe manglede: Alle de der ikke har adgang til retfærdighed.

Der blev på konferencen fremlagt  nogle undersøgelser, der tyder på, at nogle af de grupper, der har færrest ressourcer, også er de, der har lavest tillid til domstolene.

Efter min opfattelse er det næppe, fordi de har konkrete dårlige erfaringer med domstolene, men fordi de ikke har tillid til hele systemet, fordi de ikke har adgang til retssystemet, fordi de oplever, at de ikke er omfattet af demokratiet og retsbeskyttelsen, men tværtimod reelt er nærmest retsløse, når systemet for eksempel tager deres indkomst fra dem.

Hvis man eksempelvis er en enlig mor på kontanthjælp og får frataget en række ydelser, fordi kommunen påstår, at man er samlevende med en kæreste, så skal man have mange ressourcer for at føre en retssag mod kommunen.

Man skal have overskuddet til at opsøge en advokat, og ikke mindst råd til at betale advokaten for at gennemgå sagen og vurdere, om det er muligt at vinde den. Og man skal have råd til at betale advokaten for at søge fri proces og retshjælpsdækning. Det er meget få, der har både de menneskelige og de økonomiske ressourcer til det.

Domstolene (og advokater m.fl.) deltager løbende i den retspolitiske debat og forsvarer frihedsrettighederne og retssikkerheden. Men først og fremmest I forhold til straffesager. Og vores grundlov, retsplejelov mv. er udformet i en tid, hvor det største overgreb, staten kunne foretage mod borgerne, var at tage deres frihed fra dem. Derfor har vi regler om grundlovsforhør, forsvarsadvokater mv., der giver de, der bliver mistænkt for at have begået en forbrydelse, mulighed for et ordentlig forsvar.

Men i dag er det ofte mere indgribende at miste sin indkomst, sin handicaphjælper eller lignende, end at få en bøde eller en kort fængselsstraf. Der er bare ingen, der kæmper for de udsatte borgeres ret til at få adgang til retfærdighed.

Skatteadvokater og revisorer lykkedes for nogle år siden med at få indført omkostningsdækning i skattesager. Så når de ressourcestærke slås med SKAT om, hvor meget de skal betale i skat, så betaler staten i mange tilfælde for udgiften til advokat og revisor.

Men der er endnu ingen, der for alvor har taget kampen på social- og beskæftigelsesområdet.

Derfor er det helt berettiget, hvis mange oplever, at retssamfundet reelt ikke beskytter dem. Og det er en stor demokratisk udfordring, som vi er nødt til at gøre noget ved.

Der er et stort behov for, at nogle af de ressourcestærke begynder at tage problemet alvorligt og kæmpe lige så hårdt for retssikkerhed og retfærdighed for socialt udsatte, som for de, der er mistænkt for forbrydelser.