Skal alle der bliver syge have ret til lægehjælp og behandling? Skal alle have ret til at tage en uddannelse? Skal alle børn have ret til at køre gratis med toget og alle ældre ret til billige togbilletter?

Eller skal vi have forsikringsordninger, brugerbetaling og fattighjælp efter skøn?

Mange mister tilliden til det system og det demokrati, som de oplever har sat dem helt udenfor.

Den diskussion om rettigheder til alle eller brugerbetaling og skøn har Margrethe Vestager og Morten Østergaard nu rejst. Og det har også retspolitiske konsekvenser.

Sagsbehandling giver problemer

Hvis alle har ret til en ydelse (en universel ret), giver det sjældent juridiske problemer. Men hvis det afhænger af skøn og sagsbehandling, åbner det for et væld af juridiske problemstillinger.

Hvis for eksempel alle arbejdsløse har ret til seks ugers selvvalgt uddannelse, er den ret simpelt juridisk. Den arbejdsløse kan vælge en uddannelse på seks uger.

Hvis man derimod følger Margrethe Vestagers ønsker og siger, at kun nogen kan få uddannelse, så skal man indføre regler for, hvem der kan få uddannelse.

Dernæst skal der sidde en sagsbehandler og tage stilling til, om man opfylder kravene for at få en uddannelse og bestemme hvilken uddannelse.

Og hvis man bliver nægtet uddannelse eller er uenig i, hvilken uddannelse man skal have, så skal der være et klagesystem, og i sidste ende skal man kunne gå til domstolene.

Det giver job til en masse jurister og sagsbehandlere. Men er det den type job vi ønsker?

Eller ønsker vi, at sagsbehandlerne skal bruge deres faglighed til at hjælpe arbejdsløse med at finde det rigtige job, og jurister skal udarbejde enkle og letforståelige love og regler?

Jungle af regler

På socialområdet kan vi se, hvor galt det går. Mange ydelser er afhængig af, at man opfylder en række betingelser, og man mister ydelserne, hvis sagsbehandleren vurderer, at man ikke opfylder betingelserne.

Der er derfor mange klagesager og en jungle af regler, som konstant ændres, så ingen kan følge med. Mange af klagerne får medhold, men der kan være gået mange måneder, hvor de ikke har fået de ydelser, de egentlig har ret til. Og mange magter slet ikke at klage.

Det værste er, at mange mennesker giver op. De orker ikke at kæmpe mod systemet og vælger slet ikke at modtage ydelser. For et par år siden var op mod 100.000 mennesker i Danmark uden indkomst. Mange af dem mister tilliden til det system og det demokrati, som de oplever har sat dem helt udenfor.

Derfor er diskussionen om universelle rettigheder, og hvordan love og regler skrues sammen, ikke kun en debat for jurister og andre særligt interesserede, men en af de vigtigste samfundsdebatter.