28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Scandinavian Star

Blogs

Line Barfod
Advokat hos Foldschack & Forchhammer
Advokat hos Foldschack & Forchhammer. Uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet. Tidligere MF'er for Enhedslisten.
Blogindlæg af Line Barfod
lør. 03. okt - 2020
man. 01. apr - 2019
man. 12. nov - 2018

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 29. februar, 2016, 09:48:04

Scandinavian Star

De borgerlige ynder at tale om retsfølelsen som begrundelse for at straffe hårdere og hårdere. Men hvis nogen kan slippe godt fra at være skyld i 159 menneskers død, så krænker det virkelig retsfølelsen.

For 26 år siden døde 159 mennesker, fordi nogle satte ild på skibet Scandinavian Star. 

En af de største og værste forbrydelser i Norden i moderne tid. Først nu ser det ud til at det for alvor bliver efterforsket, hvem der var skyld i branden. I årevis har de overlevende og de efterladte kæmpet for at få opklaret, hvad der egentlig skete. Og ikke mindst hvorfor myndighederne i så mange år ikke har villet efterforske sagen. 

Nu må der komme et politisk pres, så Søren Pind også iværksætter en undersøgelse af det danske myndighedsarbejde.

Mange har lagt mange kræfter i frivillig efterforskning og undersøgelser. Eksempelvis har brandteknikere frivilligt undersøgt den dokumentation, der var fra undersøgelserne lige efter branden, og har påvist, at den person, som norsk politi straks efter branden udråbte som brandstifteren, umuligt kunne have anstiftet de sidste brande, for han var død på det tidspunkt. Ligesom de har påvist, at kun nogle med stort kendskab til skibet kunne have gjort så meget for at fremme, at ilden kunne sprede sig.

Norsk politi nu er i gang med en undersøgelse af sagen, og der er også nedsat en undersøgelseskommission. Men danske myndigheder afviser fortsat at undersøge noget som helst. 

Senest er en ledende dansk skibsinspektør trådt frem og har fortalt om, hvad han så på skibet, kort efter branden. Og samtidig fortalte han, at han dengang fik ordre om ikke at fortælle om sin viden under søforhøret. Og i 26 år har han ikke ment, at han kunne fortælle om sin viden, fordi han stadig var ansat. 

Jeg kan ikke forstå, at der ikke straks iværksættes undersøgelser i Danmark af, hvorfor han fik en sådan ordre, om ordren er blevet gentaget i løbet af de 26 år, og hvor højt oppe i systemet ordren var kendt. 

Skibet blev kort før branden godkendt til at sejle med passagerer, hvis de opfyldte nogle yderligere krav. Men det blev ikke kontrolleret, om ejeren sikrede, at kravene blev opfyldt, før der kom passagerer ombord. Det ville være oplagt at få undersøgt, hvorfor der ikke var en bedre kontrol dengang. 

Retssagen efter branden blev gennemført meget hurtigt, og en person påtog sig ejerskabet og ansvaret og tog imod straffen for at skibet ikke opfyldte sikkerhedskravene. Men ret hurtigt efter kom der nye oplysninger, som tyder på, at der kan være tale om forsikringssvindel. Men indtil nu har de danske myndigheder afvist at undersøge det. 

Når man tænker på, hvad der ellers foretages undersøgelser af, så er det meget svært at forstå. Umiddelbart kan jeg kun tænke mig to forklaringer. Enten ønsker at man dække over det dårlige myndighedsarbejde og efterforskningsarbejde lige omkring branden. Eller også er der nogle store pengeinteresser på spil. 

Men nu må der komme et politisk pres, så Søren Pind også iværksætter en dansk undersøgelse af det danske myndighedsarbejde. Det er på høje tid at få sandheden frem her 26 år efter. 

De borgerlige ynder at tale om retsfølelsen som begrundelse for at straffe hårdere og hårdere. Men hvis nogen kan slippe godt fra at være skyld i 159 menneskers død, så krænker det virkelig retsfølelsen.