Der er brug for at tage bandeproblemerne langt mere alvorligt. Det er en alvorlig trussel mod vores demokrati, at mange borgere oplever, at de ikke har nogen beskyttelse fra retssamfundet. At der er parallelsamfund, hvor det er banderne, der styrer. De, der føler sig udenfor samfundets fællesskab, er nemme at rekruttere til både bander og højreekstremistiske terrorgrupper som IS.

Det nytter ikke kun at prioritere penge til sociale indsatser i to-tre år og så vente på, at der på ny opstår uroligheder, før man igen bevilger penge til kortvarige projekter.

En vigtig del af løsningen er at skabe fællesskaber lokalt. Det kræver, at både myndigheder, civilsamfund og private virksomheder arbejder sammen igennem mange år. Det nytter ikke kun at prioritere penge til sociale indsatser i to-tre år og så vente på, at der på ny opstår uroligheder, før man igen bevilger penge til kortvarige projekter.

Her kan socialøkonomiske virksomheder vise en anden vej, som vi ser eksempelvis på Nørrebro. For eksempel Logik & Co, en entreprenørvirksomhed, der giver unge rødder en chance på arbejdsmarkedet, og Send Flere Krydderier, hvor kvinder med indvandrer- og flygtningebaggrund skaber arbejdspladser med cafedrift, catering mv. Kvinder, der måske har gået hjemme i 20-30 år, får her en mulighed for at være sammen med andre, og dermed også flere ressourcer til at tage sig af deres børn.

Og FRAK (Fritidsakademiet) tager fat i unge fra 13 år og skaffer dem fritidsjob. Samtidig støtter de dem i at få oprettet lønkonto, skattekort og alle de andre ting, der skal til, når man har et arbejde. De hjælper med at tale med familien, så der gives lov til arbejdet. Og de tager fat i private virksomheder for at få dem til at finde de fritidsjob, som kan give de unge en lille indtjening. Det gør en kæmpe forskel for en knægt på 15 år selv at kunne tjene penge til nye sko, at kunne bidrage lidt til den ofte anstrengte økonomi i familien og ikke mindst at blive del af et arbejdsfællesskab og dermed også en tro på, at man kan blive til noget andet end at hænge på gaderne.

At sige fra i forhold til at gå med i en bande, der truer med hård vold mod ikke bare den unge selv, men også hans familie, er virkelig svært. Og der er stort set ingen støtte fra det officielle Danmark. Ligesom der heller ikke er støtte til de i lokalsamfundet, der siger fra i forhold til at betale beskyttelsespenge eller på anden måde afviser at støtte banderne.

Hvis det går højt, kan man høre ledende politikere udtale, at der skal være bedre muligheder for at indgå i vidnebeskyttelsesprogrammer, skifte identitet mv. Men dels vil det stadig kun være for de få, og dels vil det for mange slet ikke fremstå som en mulighed, at hele deres familie skulle flytte til en anden del af landet eller måske til et andet land og starte helt forfra.

I stedet er der brug for at yde beskyttelse, så man kan blive i eget liv. Det kan både være med politivagt i kortere perioder og ved at skabe stærke fællesskaber, der støtter de, der siger fra. Som danner sms-kæder, der sikrer, at man hurtigt kan møde op. Der kommer og handler i berørte butikker, cafeer, mv. Og ikke mindst ved det store forebyggende arbejde med at sikre, at alle bliver en del af fællesskabet, at børn og unge får en tro på, at de kan komme med i samfundet. Så vi får stoppet rekrutteringen til banderne.