Når der diskuteres ytringsfrihed i medierne, er det næsten altid højrefløjen, der fastholder deres ret til at håne og dæmonisere mindretal.

Det ville være langt bedre, hvis den nødløsning som whistleblowerordningen er, blev afløst af en reel sikring af ytringsfriheden for de ansatte.

Men det store problem, vi har med den manglende ytringsfrihed for offentligt ansatte, diskuteres næsten aldrig. FTF og andre faglige organisationer har gang på gang dokumenteret, at offentligt ansatte ikke tør blande sig i den offentlige debat, fordi de er bange for at miste deres job.

Det er et stort demokratisk problem, for vi har brug for den viden og indsigt, de offentligt ansatte har, hvis vi skal kunne få en reel debat om udviklingen af den offentlige sektor.

I min tid i Folketinget fik jeg S, SF og R med på, at vi skulle styrke de offentligt ansattes ytringsfrihed ved dels at oprette et nævn, der løbende skulle arbejde for ytringsfrihed, og hvor offentligt anssatte kunne henvende sig og få hjælp. Og dels at sikre de, der benyttede deres ytringsfrihed, på samme måde som tillidsrepræsentanter, så arbejdsgiveren ved en fyring skal dokumentere, at fyringen ikke skyldes, at den ansatte har brugt sin ytringsfrihed.

Desværre har regeringen ikke brugt det flertal, der efter valget er for dette forslag, så det kunne blive gennemført. I stedet er der på nogle områder gennemført forskellige nødløsninger i form af whistleblowerordninger. Blandt andet er der indført en ordning, så man anonymt kan anmelde en social institution/opholdssted.

Det er selvfølgelig vigtigt, at tilsynet bliver gjort opmærksom på, hvis der er problemer med den måde, borgere på en institution eller opholdssted bliver behandlet på. Det er ofte borgere med meget få ressourcer, som er helt afhængige af, at andre sikrer, at de behandles anstændigt.

Men en ordning med anonyme anmeldelser, hvor tilsynet ikke engang må fortælle, at de har modtaget en anmeldelse, giver en hel del retssikkerhedsmæssige problemer. Institutionen/opholdsstedet har svært ved at forsvare sig mod anklager, når de ikke engang får oplyst, at der er anklager, og slet ikke hvad anklagerne går ud på.

Samtidig fører de anonyme anmeldelser som regel kun til, at konkrete forhold bliver undersøgt, men ikke til den offentlige debat om de strukturelle forhold, der er årsag til problemerne. For eksempel at der ofte kun er fokus på at finde den billigste institution eller opholdssted i stedet for den bedste kvalitet for den konkrete borger.

Det ville være langt bedre, hvis den nødløsning som whistleblowerordningen er, blev afløst af en reel sikring af ytringsfriheden for de ansatte.

Jeg vil gerne understrege, at whistleblowere, der går til medierne og lægger deres materiale åbent frem, så der kan komme en offentlig debat, som for eksempel Edward Snowden, Anders Kærgaard og Frank Grevil, efter min opfattelse er noget helt andet. Men også de har i den grad brug for en beskyttelse, hvor de i stedet er blevet mødt med anklager og forfølgelse.