Danske penge finansierer besættelsesmagt
Blogs

Danske penge finansierer besættelsesmagt
Danmarks syv største banker og 20 pensionskasser investerer i selskaber, der udvinder naturressourcer i Vestsahara, selv om det ifølge FN er i strid med international humanitær lov.
Skal dine surt opsparede løn- og pensionsmidler gå til at finansiere en besættelsesmagt?
Det er Glencore og tilsvarende selskaber, der sætter jagten på profit over alt andet, som danske banker og pensionskasser investerer i.
Det vil de fleste nok sige pænt ‘nej tak’ til. Ikke desto mindre viser en ny rapport fra Afrika Kontakt, hvordan mange danskeres penge er med til at opretholde og forlænge Marokkos mangeårige besættelse og undertrykkelse af Vestsahara og dets folk, saharawierne.
Syv af Danmarks største banker og 20 pensionskasser har nemlig investeret penge i selskaber, der udvinder naturressourcer i Vestsahara, selv om det ifølge FN er i strid med international humanitær lov. Det omfatter velkendte navne som blandt andet Danske Bank og Nordea.
Desværre er Afrika Kontakts afsløring om danske bankers og pensionskasser involvering i besættelsen blot seneste skud på stammen i en længere historie om udplyndring og besættelse af Vestsahara og saharawierne.
Vestsahara er Afrikas sidste koloni. Gennem de seneste mere end hundrede år har landet været besat af både Spanien, Mauretanien og senest kongedømmet Marokko. Sidstnævnte nægter fortsat at rette sig efter FN’s henstillinger om, at Vestsahara skal afkoloniseres og lokalbefolkningens ret til selvbestemmelse respekteres.
Saharawierne er i 25 år af FN’s sikkerhedsråd blevet lovet en folkeafstemning om landets fremtid. Deres ønske er imidlertid endnu ikke blevet imødekommet. I mellemtiden lever de under den marokkanske besættelsesmagt, der slår hårdt ned på enhver politisk modstand, eller i nabolandet Algeriet, hvor de efter 40 år fortsat bor i store flygtningelejre.
Men saharawierne giver ikke op – de kæmper fortsat for deres land og deres rettigheder. De rettigheder omfatter også retten til at råde og bestemme over landets naturressourcer. Og dem er der mange af.
I landets ressourcerige farvande svømmer der tun og andre værdifulde arter, og i undergrunden er der kæmpemæssige fosfat- og gasforekomster. Som det er i dag, sker udvinding af naturressourcerne i modstrid med saharawiernes ønsker og kommer ikke dem til gode. Det gavner i stedet det marokkanske kongedømme og en række multinationale selskaber, herunder det berygtede mineselskab Glencore, der indgår lyssky aftaler om udvinding.
Det er netop Glencore og en række tilsvarende selskaber, der sætter jagten på profit over alt andet, som de danske banker og pensionskasser har investeret i. Med de investeringer er danske penge med til at fastholde udplyndringen af mennesker og miljø i det besatte Vestsahara, eftersom både kongedømmet og selskaberne tjener styrtende på status quo.
Heldigvis er vi mange, der står side om side med saharawierne i kampen mod de profithungrende selskaber, det undertrykkende kongedømme og alle deres støtter. For os i Afrika Kontakt er det en helt naturlig del af den større kamp for en verden, hvor mennesker og miljø kommer før profit.
For mere info, om hvordan du kan være med i den kamp, se: afrika.dk