Sidste uge udsendte Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Rederiforening en invitation til lanceringen af den såkaldte ‘Free Trade Fight Club’.

I næste uge kan man komme og se et panel bestående af fem ældre herrer (heriblandt repræsentanter fra V, S og RV), fortælle om, hvorfor aftaler som TTIP og CETA er fuldstændig afgørende for vores ve og vel. Som det hedder i invitationen er det for “at skabe synlighed om vigtigheden og effekterne af frihandel for Danmark, i en tid hvor man ikke kan tage europæisk opbakning til fri international handel for givet.”

Eliten bekymrer sig ved tanken om, at folkestemningen vender sig imod EU’s handelspolitik.

Det burde kun glæde den spirende Stop-CETA/TTIP-bevægelse herhjemme, at de ‘tunge drenge’ i den danske elite er begyndt at bekymre sig ved tanken om, at folkestemningen vender sig imod EU’s handelspolitik. Igennem mange år har de vænnet sig til, at EU-Kommissionen har forhandlet aftaler, der på ublu vis fremmer deres økonomiske interesser på bekostning af mennesker og miljø – uden det store opråb fra befolkningen i EU-landene. Takket være mange gode kræfter, ikke mindst herhjemme, er det heldigvis begyndt at ændre sig.

Således støttede 28 organisationer – alt fra fagbevægelse til miljø- og solidaritetsorganisationer – op om sidste uges demonstration mod CETA i København. Folketinget skal tage stilling til aftalen som et af de første lande i EU i maj, og der er grund til at fortsætte presset på politikerne.  

Men opgaven er i virkeligheden meget større end ‘bare’ CETA. Det gode arbejde, der foregår herhjemme til trods, kan vi nok ikke tage al æren for de habbitklædte herrers bekymringer. For det er især Trump og hans retoriske modstand mod frihandel, som de skælver over. Men det som d’herrer og deres venner i Folketinget ikke forstår er, at det netop er aftaler som CETA, den yderste højrefløjs succes kommer af. Trump i USA, Le Pen i Frankrig og alle de andre bliver mere magtfulde, fordi almindelige menneskers interesser bliver ignoreret af den politiske og økonomiske elite.

Mere frihandel i form af aftaler som CETA er ikke en løsning – det vil tværtimod yderligere fasttømre en samfundsmodel, hvor demokratiet i stigende grad undermineres og profit står over mennesker og miljø.

Løsningen må derimod være at bryde med det politiske morads, hvor vores valg er reduceret til, i hvor høj grad nyliberalismen skal krydres med input fra det ekstreme højre. Det kræver, at vi tør tro på, at en anden verden er mulig – og at vi i fællesskab udvikler alternativer til Trump såvel som slipsedrengenes frihandel. Frøene til at turde tænke anderledes er sået, når vi står sammen og siger nej. Spørgsmålet er så, hvordan vi kommer videre? I Afrika Kontakt vil vi gøre vores for at tage diskussionerne fremad. En ting er klart: Kampen er større end CETA!