Modstanden mod TTIP buldrer derud af i de her dage. Over tre millioner europæiske borgere har støttet underskriftindsamlingen imod aftalen.

Senest er SF vendt på en tallerken fra at være jubeltilhængere til at melde sig på modstanderholdet.

I efteråret var 250.000 mennesker på gaden i Berlin for at stoppe den, og senest har opinionsundersøgelser vist, at kun 18 procent af amerikanske borgere og 17 procent af tyske borgere støtter aftalen – ned fra henholdsvis 53 procent og 55 procent for bare to år siden. 

Herhjemme bobler kritik og modstand frem i fagbevægelsen, miljø- og solidaritetsorganisationer og blandt græsrødder. Senest er SF vendt på en tallerken fra at være jubeltilhængere til at melde sig på modstanderholdet, der på Christiansborg også tæller Enhedslisten og Alternativet.

Med en hård kritik af aftalen i dagbladet Information, kritiserer SF aftalen for at medføre ‘storstilet deregulering’. Det er glædeligt og så sandelig også en rammende beskrivelse af en aftale, der blandt andet søger at give multinationale selskaber ret til at sagesøge lande, hvis de mener, at demokratisk vedtagede love eller regler underminerer deres profit.

Som Stop-TTIP bevægelsen på tværs af Europa har slået fast siden starten af TTIP-forhandlingerne for knap tre år siden, handler TTIP om at fremme de multinationale selskabers profitmuligheder ved at give dem mere magt til at diktere samfundsudviklingen – på bekostning af vores demokrati, vores miljø og vores sundhed. 

Den bevægelse, der har rejst sig imod det her angreb, er yderst vigtig og virkelig inspirerende. Men TTIP er imidlertid blot en enkelt af den ‘nye generation’ af frihandelsaftaler, som EU i dag presser på for verden over.

De indebærer alle den samme form for ‘storstilet deregulering’, som SF kritiserer TTIP for. Bare se på den TTIP-lignende aftale mellem EU og Canada: CETA. CETA er allerede færdigforhandlet (men mangler at blive endeligt godkendt), og vi ved derfor helt præcist, hvad aftalen vil gå ud på. 

CETA indeholder den førnævnte berygtede mekanisme, der giver multinationale magt til at sagsøge stater, hvis der indføres love eller regler, de er utilfredse med. Gennem lignende aftaler i andre dele af verden har det medført angreb på forøgelse af mindsteløn (Egypten), beskyttelse af folkesundhed (Uruguay) og udfasning af atomkraft (Tyskland). 

Bredere set er planen med CETA, ligesom med TTIP, at gennem såkaldt ‘reguleringsmæssigt samarbejde’ skal aftalen fjerne enhver form for regulering, der kan klandres for at hæmme strømmen af varer og kapital mellem EU og Canada.

På den måde kan CETA medføre et nedadgågende pres på alt fra fødevare-, miljø- og sundhedsstandarder over arbejdstagerrettigheder – alt sammen i frihandlens navn. 

Stort set alt det, vi kæmper imod i TTIP, ligger således også i CETA. De mange stemmer, der melder sig imod TTIP i de her dage herhjemme skal derfor huske den ligeså farlige, men indtil nu mindre kendte CETA. Den skal også stoppes!