18 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et nytårsønske

Blogs

Majbrit Berlau
Formand for Dansk Socialrådgiverforening
Formand for socialrådgiverne siden 2012. Har siddet i forbundets hovedbestyrelse siden 2004. Født i 1977.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 21. december, 2017, 07:46:44

Et nytårsønske

Lad 2018 blive året, hvor vi afskaffer fattigdomsydelserne. Den stigende fattigdom har enorme konsekvenser for de mange børn, den rammer.

Jeg elsker jul og alt, hvad der følger med af gode traditioner og hygge.

Men lige så stor tilhænger jeg er af gran, kalenderlys og julemusik, lige så stor modstander er jeg af den stigende fattigdom, der gør, at vi igen i år hører hjælpeorganisationerne berette om rekord i antallet af ansøgere til julehjælp.

Forældre må vælge mellem medicin til sig selv eller ordentlig kost til børnene.

Netop den juletradition bør vi afskaffe med det samme – for børnenes, familiernes og samfundets skyld. Det kan kun gå for langsomt.

For antallet af fattige mennesker i Danmark er fordoblet siden 2002. Ifølge tal fra CEPOS voksede gruppen af fattige på landsplan med fem procent fra 2015 til 2016, og med regeringens kontanthjælpsloft, 225-timers reglen og integrationsydelsen vil tendensen efter alt at dømme fortsætte i år.

De to første tiltag skulle ifølge Beskæftigelsesministeriet få 700 personer i arbejde, men har til gengæld ramt 62.000 børn – det vil sige, at 88 børn betaler prisen, hver gang én person ifølge regeringen kommer i arbejde. Det giver ikke mening – hverken menneskeligt eller for den sags skyld samfundsøkonomisk.

Fattigdom er ikke godt for noget

Fattigdommen i Danmark har enorme konsekvenser for de berørte familier. Det berører ikke bare børn og forældre her og nu – det går ud over børnenes mulighed for social mobilitet. Det drejer sig ikke om at fravælge luksus, men om forældre, der må vælge mellem medicin til sig selv eller ordentlig kost til børnene.

Som socialrådgivere oplever vi, at nogle mennesker optager dyre kviklån for at få økonomien til at hænge sammen måneden ud – og konsekvenserne på lidt længere sigt er uoverskuelige.

Fattigdom fører intet godt med sig. Intet. Det ser vi socialrådgivere i vores daglige arbejde med udsatte børn og familier. Fattigdom gør blot livet endnu sværere for mennesker, der i forvejen har problemer at slås med, og det øger uligheden i livsmuligheder mellem børn.

Og faktisk tror jeg ikke, at nogen politikere ønsker at spænde ben for børns livsmuligheder. Men det er konsekvensen af de beskæftigelsestiltag, der bygger på den fejlagtige antagelse, at hvis man tager pengene fra folk, så springer de ud på arbejdsmarkedet uanset hvilke sociale eller helbredsmæssige udfordringer, der måtte stå dem i vejen.

Brug for investeringer

Hvis politikerne virkelig vil have flere i arbejde, bør de give kommunerne bedre muligheder for at investere i det sociale arbejde. Vi ved, at det virker, når medarbejderne i kommunerne får tid til at tale med borgerne, lytte til deres ønsker og lægge en plan for, hvordan de håndterer deres udfordringer og kommer tilbage til arbejdsmarkedet.

Derfor er mit juleønske til politikerne, at de afskaffer fattigdomsydelserne og sætter penge af til investeringer i beskæftigelsesindsatsen.

Glædelig jul.

Nyeste blogindlæg