Regeringen fremlagde i sidste uge et forslag om at flytte 20.700 ledige kontanthjælpsmodtagere fra kategorien "aktivitetsparat" til "jobparat".

Hvorfor ikke holde fokus på det, der virker?

Forslaget giver simpelthen ikke mening. Det vender jeg tilbage til.

Lad os se på baggrunden for regeringens forslag: Danmark er inde i en længere økonomisk højkonjunktur. Derfor er arbejdsløsheden – heldigvis – lav og stadig faldende. Og der er stigende efterspørgsel på arbejdskraft.

Det betyder blandt andet, at et stigende antal kontanthjælpsmodtagere kommer i en eller anden form for beskæftigelse.

Hurra for det – og tillykke – især til de kommuner, der virkelig satser på ambitiøse investeringsprogrammer, hvor de med opnormeringer og en intensiv indsats investerer langsigtet i at hjælpe borgere, der er på kanten eller uden for arbejdsmarkedet, ind i et job.

Kæmper med mange problemer

Desværre foreslår regeringen med deres nye udspil at skaffe arbejdskraft på en noget anderledes måde, nemlig ved at ”omregistrere” godt 20.700 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere til jobparate.

Regeringens forslag omfatter de kontanthjælpsmodtagere, som er aktivitetsparate, fordi de ikke umiddelbart er i stand til at tage et job, men alligevel er omfattet af reglen om at skulle arbejde 225 timer om året.

Men en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at i den kategori af ledige har 31 procent ikke kunnet leve op til kravet om at arbejde 225 timer om året – og er dermed blevet sanktioneret.

Og hvorfor kan de så ikke klare at arbejde 225 timer om året? Fordi de kontanthjælpsmodtagere, vi med systemsprog kalder for "aktivitetsparate", kæmper med mange andre problemer ud over ledighed.

De kæmper med smerter, sygdomme, psykiske lidelser, misbrug eller andre ting, som vi er nødt til at tage hånd om.

Det kan vi kun, når de er aktivitetsparate, for ellers giver systemet simpelt hen ikke mulighed for at sætte ind med en bred, social indsats. Og det har en stor del af dem behov for.

En undersøgelse, som Dansk Socialrådgiverforening står bag, viser, at helt op mod 90 procent af kontanthjælpsmodtagerne har fysiske og/eller psykiske helbredsproblemer som medvirkende årsager til, at de står uden for arbejdsmarkedet.

Det siger sig selv, at syge mennesker ikke bliver klar til at tage et job fra det ene øjeblik til det næste, bare fordi de får en ny label i panden, hvor der står jobparat. Det er meningsløst.

Social investering virker

Til gengæld ved vi, at investeringer i socialt arbejde virker. Det ved regeringen også. I regeringens nye udspil opfordres kommunerne direkte til at investere i beskæftigelsesindsatsen med henvisning til nogle af de kommuner, som er gået forrest. Der står:

”Investeringerne har betydet, at flere borgere er kommet i job eller uddannelse og væk fra offentlig forsørgelse. Regeringen er ikke i tvivl om, at flere kommuner kan lære af investeringstankegangen.”

Helt enig. Hvorfor så ikke holde fokus på det, der virker?