Når syge mennesker tilbringer mange år af deres liv på kontanthjælp, er det, fordi systemet svigter dem.

Det kan simpelthen ikke betale sig ikke at investere i sociale indsatser.

Den erkendelse, lader det til, at de fleste politikere nu er nået til, og det er godt her op til de kommende måneders forhandlinger om ændringer af reglerne på beskæftigelsesområdet.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvad der kommer ud af forhandlingerne.

For der er behov for grundlæggende ændringer i den måde, vi håndterer udsatte og syge borgere uden for arbejdsmarkedet på. Et af de største problemer i dag er, at der kan gå alt, alt for lang tid, før kommunerne afklarer udsatte ledige og lægger en klar plan for deres forløb.

Mange borgere løber rundt på kontanthjælp i årevis og mister kompetencer, selvtillid og tro på, at der kan ske en ændring, mens nogle får psykiske problemer som for eksempel angst.

Lovfæstet garanti

Det er helt urimeligt, og derfor bør politikerne give borgerne en lovfæstet garanti, så kommunerne får pligt til at afklare borgerne efter højst et år på kontanthjælp.

Det vil sige, at der skal ligge en vurdering af borgerens arbejdsevne, så kommunen kan tage stilling til, om borgeren for eksempel skal i uddannelse på revalidering eller i ressourceforløb, fleksjob eller på førtidspension.

Desuden bør loven også stille krav om kvalitet i ressourceforløbene, så de giver mening og faktisk hjælper den enkelte borger videre.

En afklaringsgaranti vil betyde, at mange kommuner bliver nødt til forbedre rammerne for det sociale arbejde.

Mange steder har socialrådgiverne alt for mange sager til at kunne bruge den tid på den enkelte borger, som er nødvendig for at sammensætte et skræddersyet forløb i samarbejde med borgeren.

En afklaringsgaranti vil øge presset på socialrådgiverne og skal derfor følges op af investeringer i indsatsen for de ledige, som sikrer en fagligt forsvarlig og grundig sagsbehandling.

Investeringer kan betale sig

Den gode nyhed er, at kommunerne faktisk kan vinde på alle fronter, hvis de investerer i det sociale arbejde.

Erfaringerne fra kommuner som Hjørring og Aabenraa viser, at flere medarbejdere – og dermed bedre tid til den enkelte borger – samt bedre tilbud til de udsatte ledige kan løfte mange ud af ledighed og i enten job eller uddannelse til gavn for både borgerne selv og kommunens økonomi.

Det kan simpelthen ikke betale sig ikke at investere i sociale indsatser.

Jeg håber, at politikerne på Christiansborg vil tage ønsket om en afklaringsgaranti med i forhandlingerne, og at politikerne rundt om i landets kommuner vil træde på speederen for at få sat fart på investeringerne i indsatsen for udsatte ledige.