Iranere uden gyldigt pas tvangsudvises
Blogs

Iranere uden gyldigt pas tvangsudvises
De danske myndigheder har lov til at tvangsudsende afviste asylansøgere. Men det problematiske i disse udsendelser er, at det sker uden pas eller andet gyldigt rejsedokument. I Iran bliver disse personer straks arresteret.
Danske myndigheder er igen begyndt at tvangsudvise iranere - nu uden gyldigt pas.
Den første afviste iranske asylansøger uden pas blev udsendt i marts 2013, og 1. maj forsøgte politiet at udsende en iransk kurder. Han protesterede dog så meget, at kaptajnen ikke ville have ham ombord på flyet.
Politiet forsøgte igen den 27. maj, men FN's Menneskerettighedskomité stoppede udvisningen.
Uden rejsedokument
Den iranske ambassade har i snart ti år nægtet at udstede rejsedokumenter til iranere, som ikke ville rejse frivilligt, og nu forsøger danske myndigheder at udvise iranerne uden pas eller rejsedokument.
De danske myndigheder har lov til at tvangsudsende afviste asylansøgere. Men det problematiske i disse udsendelser er, at det sker uden pas eller andet gyldigt rejsedokument.
I marts blev den første iraner udsendt. Der er ikke oplysninger om, hvad der er sket med iraneren efter udvisningen.
Hvis en iraner ved ankomsten til Danmark har afleveret et iransk id-bevis, skole- eller militærpapirer, vil politiet nu med disse dokumenter tage dem med til Iran og i lufthavnen i Teheran spørge myndighederne, om man vil modtage vedkommende.
I marts blev den første iraner udsendt. Der er ikke oplysninger om, hvad der er sket med iraneren efter udvisningen. Det er nemlig de danske myndigheder uvedkommende.
Da politiet 1. maj skulle hente den iranske kurder i asylfængslet Ellebæk, græd og protesterede han så meget, at politiet iførte ham fikseringsbælte og strips om benene og bar ham ud til bilen. Ved sikkerhedskontrollen i lufthavnen måtte han bæres ud af bilen af fire betjente, men flykaptajnen besluttede, at iraneren og betjentene ikke kunne komme med flyet.
Flygtningenævnet afslog at genoptage sagen med den iranske kurder fredag den 24. maj, og politiet havde planlagt en ny udsendelse mandag den 27. maj.
Modstand endte i løsladelse
Flygtningenævnet skrev i deres afslag "At ansøgeren ikke frivilligt vil rejse tilbage og at det vil ske ved en tvangsudsendelse ved politiets foranstaltning, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er intet i baggrundsoplysningerne der indikerer, at dette skulle medføre yderligere problemer for ansøgeren i forbindelse med en indrejse i Iran”.
Men dette er ikke korrekt. Af en rapport fra British Home Office fra januar 2013 fremgår, at ”en iraner, der ankommer uden pas eller gyldigt rejsedokument, vil blive anholdt og taget til domstolen, som vurderer personens baggrund, datoen for udrejsen, årsagen til illegal udrejse, tilknytning til organisationer eller grupper og alle andre omstændigheder".
Mandag formiddag den 27. maj sendte jeg en klage til FN’s Menneskerettighedskomité, og om eftermiddagen, mens iraneren stadig sad i lufthavnen i Göteborg og ventede på flyet til Iran, stoppede Menneskerettighedskomiteen udvisningen. Han blev kørt tilbage til København og er nu løsladt.
Desværre sidder den næste iraner nu i Ellebækfængslet, klar til udsendelse den 25. juni.