Udvikling for hvem? Flere og flere partnerskaber mellem danske NGO’er og virksomheder placerer private erhvervsinteresser centralt på den udviklingspolitiske dagsorden.

Der er brug for en mere kritisk debat af den rolle, det danske erhvervsliv gives i udviklingspolitikken.

FN og den danske regering ønsker, at udvikling og bæredygtige politiske forandringer, der gavner de fattigste, skal ske gennem øget samarbejde mellem danske NGO’er og det danske erhvervsliv.

Privatiseringer, frihandel og en ekspansion af markedet er centrale dele af opskriften på opfyldelsen af FN’s Verdensmål.

Private Public Partnerships er business as usual

Partnerskaber mellem danske virksomheder og NGO’er er blevet en realitet i dansk udviklingsbistand. En nylig undersøgelse viser, at hele 74 procent af danske udviklingsorganisationer (som Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis/Oxfam, Care, Plan med flere) mener, at et samarbejde mellem dem og private virksomheder styrker opnåelsen af FN’s verdensmål. Kun seks procent af de adspurgte organisationer erklærer sig helt eller delvis uenig ifølge altinget.dk. 

Den brede politiske opbakning til partnerskaberne mellem danske udviklingsorganisationer og virksomheder, også refereret til som Private Public Partnerships (PPP), er et udtryk for en global tendens.

Det er en tendens, der blandt andet kommer til udtryk i FN’s Verdensmål, som skal realiseres ved hjælp af massive private investeringer.

Private erhvervsinteresser og hermed sikringen af virksomheders profit sætter altså i langt højere grad end tidligere dagsordenen for, hvad der er “udvikling”, og hvad der ikke er – hvilke udviklingsindsatser, der sættes i gang, og hvilke der ikke gør.

Konsekvensen er, at vejen mod de velklingende mål som “Stop Sult”, “Klimaindsats” og “Afskaf Fattigdom” styres af private erhvervsinteresser, og af hvad virksomheder, som eksempelvis Arla, Siemens og Shell, ser økonomisk potentiale i.

Det er forskydning af magt og kontrol over vores fælles klode til fordel for en økonomisk elite og på bekostning af demokratisk valgte politikere og græsrodsorganisationer. Med andre ord bliver almindelige mennesker skubbet endnu længere væk fra magten og politiske beslutningsprocesser.

Danmarks udviklingsstrategi

Det er en magtforskydning, som også kommer til udtryk i den danske udviklingspolitiske strategi "Verden 2030". Den danske udviklingsbistand og Danmarks engagement i verden omkring os skal i højere grad have som formål at tilgodese danske erhvervsinteresser, skabe danske jobs, fungere som sikkerhedsindsatser mod terror og gerne sørge for, at folk på flugt ikke kommer til Danmark.

Bæredygtig udvikling kræver radikal politisk forandring. 

Egeninteresserne for det danske erhvervsliv i strategien er klare: “Vækst i udviklingslande åbner nye markeds- og investeringsmuligheder for dansk erhvervsliv og danske investorer”.

Verdensmålene og PPP bliver derved en mulighed for virksomheder og NGO’er til at føre business as usual – en strategi der opretholder virksomhedernes økonomiske og politiske magt frem for at mindske den stigende globale ulighed.

Undersøgelser viser, at størstedelen af den samlede private sektors investeringer i udviklingslande generelt går til megaprojekter inden for udvindingsindustrien, energi, transport, vand og kommunikation, mens langt færre private investeringer går til initiativer inden for eksempelvis sundhed og uddannelse.

Desuden har mange privat finansierede projekter fatale konsekvenser for lokalsamfund, hvor de finder sted og for de mennesker, de hævder at hjælpe.

Der er utallige alternativer til den neoliberale udviklingsdagsorden, noget som millioner af mennesker verden over beviser hver dag.

Eksemplerne er mange. For eksempel dokumenterede GRAIN i 2017, hvordan den belgiske koncern, SIAT’s, gummiproduktion i Elfenbenskysten har resulteret i tvangsforflyttelser af lokalbefolkningen, massive ødelæggelser af miljøet og biodiversiteten, landgrabbing og øget fattigdom.

Endvidere beskriver blandt andre Transnational Institute hvordan PPP og privatisering af ressourcer som vand medfører, at priserne på vand og fødevarer stiger – en udvikling som øger uligheden og skaber frustration hos befolkninger.

Hvordan skabes reelle forandringer i det globale syd

Bæredygtig udvikling kræver radikal politisk forandring. I stedet for at læsse magten over på de, der allerede har for meget, og stole blindt på en neoliberal ideologi, der langt hen ad vejen er skyld i de problemer, verdensmålene hævder at ville løse, skal vi udfordre status quo.

Vi skal demokratisere kontrollen over politiske beslutninger, naturressourcer, fælles goder og ikke privatisere dem. Hvis vi vil skabe bæredygtige forandringer, der faktisk tilgodeser og tjener de fleste, skal vi insistere på en udvikling funderet i folk og civilsamfund. Dét er bæredygtighed, og derigennem skal vi opnå verdensmålene.

Der er utallige alternativer til den neoliberale udviklingsdagsorden, noget som millioner af mennesker verden over beviser hver dag i deres kamp for bæredygtige løsninger på fattigdom, klimaforandringer og sult. Afrika Kontakt arbejder sammen med La Via Campesina, som er en indflydelsesrig global bevægelse, der repræsenterer over 200 millioner småbønder, jordløse, oprindelige folk med flere. på verdensplan.

Bevægelsen kæmper mod privatisering af land og vand, mod multinationale selskabers straffrihed, monopolisering af såsæd og mod kapitalisering af miljø og klima.

Derfor kræver de retten til at dyrke sit eget land med agroøkologiske metoder, med naturlige og ikke-genmodifceret såsæd, for madsuverænitet, for en demokratisering af naturressourcer og for en bindende FN-traktat, som skal kunne holde store virksomheder til ansvar for deres skade på mennesker og miljø.

Det er krav, som i høj grad er mulige med lidt politisk vilje og et græsrodsengagement, og som desuden er helt ekstremt nødvendige, hvis vi faktisk vil gøre noget ved klimaforandringer, fattigdom og sult, som FN har udnævnt til fælles mål for hele verden.

Behov for mere kritisk debat

Der er brug for en mere kritisk debat af den rolle, det danske erhvervsliv gives i udviklingspolitikken, hvilken form for udvikling der skaber politisk forandring, og hvilken form for udvikling, der blot cementerer allerede eksisterende magtforhold.

Det er småt med kritikken hos danske NGO'er. I Afrika Kontakt opfordrer vi til, at man som bidragyder til en dansk NGO spørger direkte om, hvilke virksomheder organisationen samarbejder med, og hvad der samarbejdes om.

Vi har brug for, at vi styrker den internationale solidaritet med græsrodsbevægelser som La Via Campesina, som kæmper for politisk forandring og reelle bæredygtige løsninger på de kriser, vi står overfor. En udvikling som bunder i demokratisk, miljømæssig, politisk og økonomisk bæredygtighed.

Så; hvem er det egentlig, der tjener og nyder godt af FN’s verdensmål, Private Public Partnerships og udvidelsen af markedet? Spørgsmålet er ikke, om private investeringer og virksomheders indblanding i udviklingspolitik skaber forandringer – spørgsmålet er derimod: Hvem denne form for udvikling tjener?

Mød Afrika Kontakt og La Via Campesina på Folkemødet.