Meget er sagt og skrevet om folkeskolen de sidste måneder. Der er ofte brugt konkrete eksempler krydret med tal og begreber, som kan være svære at forholde sig til - endsige have interesse for - hvis man ikke lige er lærer.

Jeg mener dog, at den proces, der har været omkring forslag til ny folkeskolereform, og den proces, der har været i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, bør have alles bevågenhed, da det trækker direkte tråde ud til kommende overenskomstforhandlinger for andre faggrupper.

Vi bør i fagbevægelsen have en fokuseret opmærksomhed på, hvilken rolle socialdemokratiet, SF og de Eadikale har haft i processen.

Folkeskolereformen

Den 4. december fremsætter regeringen forslag til en reform af folkeskolen.

Reformen betegnes af regeringen som "ambitiøs". Eleverne skal være på skolen i længere tid, og skoledagen skal være en sammenblanding af undervisning og "aktivitetstimer".

Den naive læser kunne måske tro, at så skal der ansættes flere lærere og pædagoger. For er det ikke regeringens mål dels at øge kvaliteten og dels at bekæmpe arbejdsløsheden? Men nej, finansieringen af denne ”ambitiøse” reform skal ske gennem en "modernisering" og "normalisering" af lærernes arbejdstid.

Og det er her filmen knækker, og det er her historien bliver interessant for andre faggrupper.

Socialdemokratiet, SF og de Radikale har uden blusel fremsat et forslag, der skal finansieres gennem en faggruppes kommende overenskomstforhandlinger.

Overenskomstforhandlingerne

Den 6. december 2012 udveksles krav mellem KL (kommunernes landsforening) og LC (Lærernes centralorganisation). KL opsiger lærernes arbejdstidsaftale.

I perioden fra den 19. december til den 14. januar- altså en lille måned – efterlyser LC gentagne gange under "forhandlingerne" noget på skrift fra KL.

Først den 14. februar lykkes det at få et skriftligt oplæg fra KL. Forslaget er mangelfuldt. I store træk handler det om, at ledelsen på alle plan (skoleleder, kommunalbestyrelse) får fuld råderet over lærernes arbejdstid - altså en blank arbejdstidsaftale. Der står intet om fridage, normperioder, delt tjeneste, tillæg, tid til forberedelsestid, sygdom, afspadsering, opgaveoversigt, varsling eller deltid.

I perioden fra den 14. februar til den 28. februar forsøger LC, at få svar på 11 konkrete spørgsmål, der vedrører disse områder, så lærerne - om ikke andet - kan sikres samme regler, som på det øvrige offentlige arbejdsmarked.

Det lykkes ikke LC at få svar.

Dialogen / forhandlingen udebliver, og moderniseringsstyrelsen varsler lockout den 28. februar.

Forløbet er interessant for andre faggrupper, da der har været udvist forhandlingsret - men forhandlingspligten er åbenlyst udeblevet, hvilket i sidste ende har resulteret i en lockout.

Herefter kan man så afvente et regeringsindgreb af den samme regering, som har bundet Zieglers mandat op på at finde penge til den "ambitiøse reform".

Interessant er det også, at forslaget fra KL ikke indeholder de mest almindelige arbejdstidsregler omkring overtid, varslinger, vagtplaner, aftentillæg osv.

Det er noget af en fremtid, der tegner sig for aftensygeplejersken, kassedamen, lægen og tjeneren - en fremtid uden aftentillæg, overtidsbetaling, varslingsregler, m.m.

Lærernes arbejdstid

Lærernes arbejdstid har været til genstand for megen forvirring, fordi der jongleres med tal, timer, lektioner.

Den meget korte udgave er, at lærerne har forlangt at forberedelsen til undervisningen skal sikres - ikke som sikring til den enkelte lærer, men at skolens ledelse sikres forberedelse til det antal børn, der går på skolen, hvorefter det står lederen frit for at fordele forberedelsestiden mellem lærerne.

Det kunne KL ikke acceptere. Naturligt nok, fordi der i så fald ikke kunne frigives ressourcer til regeringens "ambitiøse reform".

Det generelle i dette cirkus er, at der er et mønster i, at man skærer et område helt ind til benet. Når der ikke kan skæres mere, sørger man for at ophæve alle sikringer - i dette tilfælde varslinger, tillæg, overtid, forberedelsestid, etc.

Herefter kan stat og kommune vedvarende forringe tildelingen. Forringelserne bliver uigennemskuelige, da modtrækket vil være, at så må lederne lede og fordele anderledes.

Det er det Socialdemokraterne, SF og de Radikale kalder "modernisering af den offentlige sektor".

Det er vist på tide at sige tak for kaffe til de tre partier.