Lige nu indledes budgetforhandlingerne med kommuner og regioner. Lige om lidt indledes forhandlinger om finansloven. Det politiske forståelsespapir mellem den nye regering og støttepartierne skal formes til konkret indhold.

Vi har som samfund nærmest mishandlet det socialpolitiske område, år for år. 

Der er mere end rigeligt at tage fat på. I FOA har vi også en række stærkt prioriterede områder, der skal løftes på medlemmernes vegne. Underfinansieringen af den offentlige sektor har kostet på kvalitet, på medarbejdernes arbejdsmiljø, på tilliden til velfærdssamfundet, på trygheden.

Vi synes også, at vi som samfund har råd til anstændig velfærd, hvis vi vil prioritere rigtigt. Vi er også parate til at kigge på nye måder, metoder og udvikling, der kan hjælpe med at få ressourcerne til at række.

De svagest stillede holder for

Men det handler om meget mere end bare lige den kommende budgetperiode og finansloven. Den sociale sammenhængskraft er i fare for at ryge helt ud på et sidespor, hvor det bliver svært at samle op igen. Vi har som samfund nærmest mishandlet det socialpolitiske område, år for år. Når der skal spares gang på gang på gang, så er det desværre de svagest stillede, der holder for.

Det er slet ikke til at holde ud at se på.

Socialpolitikken bør hvile på et respektfuldt menneskesyn, og det respektfulde er gået helt fløjten. Sammenhængskraft kommer af lighed, og uligheden stiger, så det basker.

Det bliver en vane

Det værste er, at vi vænner os til det. Antallet af børn, der lever under fattigdomsgrænsen, kan præsenteres med fede overskrifter, men medfører ikke forarget debat ved middagsbordet eller omkring de politiske og faglige højborde. Antallet af unge hjemløse stiger, og vi løfter nærmest ikke et øjenbryn. Syge borgere der fratages sygedagpenge, handicappede der ikke kan komme i specialtilbud, psykisk syge der lever livet som svingdørspatienter uden rette mulighed for støtte.

Retorikken er skrap. Alle dem, der er uden for arbejdsmarkedet på grund af sygdom, handicap eller ledighed. De tre D'er – Dum, Doven, Demotiveret – har indfundet sig. Vi kontrollerer og sanktionerer og motiverer ved at gøre det svært økonomisk at klare sig.

Vi burde være klogere

Uligheden er stigende. Dem, der har mest, får mest, og dem, der har mindst, kan nok trykkes lidt mere. Det er ikke til at holde ud. Det ender galt. Det helt særlige ved den danske velfærdsmodel skrider i sømmene. Fundamentet vakler. Vi burde være klogere. 

Et fundament skal være solidt, trygt og sikkert. Vores samfund skal hvile på et sikkert fundament. Derfor skal vi bygge op fra bunden og bid for bid sikre, at dem, der trænger mest, får først og størst af kagen.

Kan vi så komme i gang! Kagen er ikke smuldret væk endnu. Men der skal deles på en mere respektfuld og lighedsskabende måde. Vi skal have sammenhængskraften tilbage, vi skal have tillid til og tro på, at alle gerne bidrager med det, de kan.

Det må gerne blive fremtidens samfund igen, og det må godt kunne ses med de første fodaftryk i den kommende finanslov og i årene fremover.