I disse dage turnerer det ene forhandlingsudvalg efter det andet rundt i landet for at diskutere med medlemmer om, hvilke krav der skal satses på til overenskomstforhandlingerne i 2020.

Working Poor er allerede en del af det danske arbejdsmarked. 

Allerede nu tegner der sig et billede. Social dumping og kædeansvar bliver med stor sandsynlighed et hovedkrav i byggefagene, der ved OK17 ikke fik meget brugbart på den front.

Industriens forhandlere snakker allerede nu meget om fritvalgskontoen og dens fortræffeligheder. Meget tyder på, at en hævelse af fritvalgskontoen bliver et centralt krav fra CO industris side.

Progressive afdelinger og unge i fagbevægelsen forsøger at sætte det gamle krav om en 30 timers arbejdsuge på dagsordenen. En variant af nedsat arbejdstid kunne også være kravet om betalt spisepause – et krav som har fået medvind efter de offentlige forhandlinger sidste år. Og hvorfor egentlig ikke?

Men fremtidens vigtigste ideologiske overenskomstkamp er ikke bare arbejdstidsspørgsmålet, nej det er meget større. Det er kampen for normalarbejdsdagen! 

Working Poor er allerede en del af det danske arbejdsmarked. Over 61 procent indenfor hotel og restauration har kun 15 timer om ugen.

1,7 millioner briter anslås at arbejde på de såkaldte nul-timers kontrakter, hvor de ikke er sikret en eneste times arbejde om ugen. I Sverige er der officielt 262.000 på nul-timerskontrakter, og her er det offentlige ansvarlig for en stor del.

Vikarproblemerne kender vi også fra det danske arbejdsmarked. Men i Oslo i Norge har store byggepladser op mod 90 procent vikarer. Det er gået så vidt, at norsk fagbevægelse har afholdt 'politisk strejke' for at råbe politikerne op og få dem til helt at forbyde vikarbureauer. 

Hilfr og Über er bare et par eksempler på platformsøkonomi, hvor privatpersoner udlejer deres arbejdskraft mere eller mindre direkte til kunden, og derved bliver en form for selvstændig – altså lige ud over ejeren af APP’en, som tjener på dig. Platformsøkonomi breder sig. I elbranchen er 'Valmi Group' det seneste skud på stammen. Valmi lover at tage sig af El-autorisationen, så du kan koncentrere dig om at være selvstændig elektriker.

Og så er jeg slet ikke gået i dybden med atypiske ansættelser, prekarisering, jobtilskud og social dumping.

Det står helt klart, at det arbejdsmarked, vi kendte i går, ikke er det samme arbejdsmarked i morgen. Men normalarbejdsdagen er essentielt i alle disse spørgsmål. Derfor er det fremtidens vigtigste faglige kamp.

Jeg foreslår:

• Vi skal kræve normalarbejdsdagen overholdt

• Og kræve kompensationer for overtrædelse

• Vi skal detaljeret definere, hvad en normalarbejdsdag er

• Man skal have ret til fastansættelse

• Man skal kunne nøjes med ét arbejde

• Man skal have ret til fuldtid

• Vi skal kræve en seks timers arbejdsdag

• Vi skal kræve kædeansvar, så vi sikrer normalarbejdsdagen for alle kollegaer – også de udenlandske.