Dette er en advarsel. Mod den hastigt voksende børneindustri. Ikke at der pt. skulle være grund til at forestille sig, at nogen vil lytte. Man har jo, og med de utvivlsomt bedste intentioner, travlt med at gyse over de grusomme, men dog enkeltstående offerfortællinger, og endnu mere travlt med at ”redde børn”.

I kølvandet på ubeskriveligt grufulde enkeltsager, hvor den ene socialminister efter den anden i urimelig grad er blevet grillet, som havde de selv begået disse overgreb, er der på få år sket en tidobling i tvangsfjernelser af nyfødte.

Forældre beskrevet med såkaldt ”misbrug” er særligt ramte. Dette på trods af det faktum, at forældre som har eller har haft en stofafhængighed, ikke behøver at mangle forældreevne. Eller som Det Europæiske Overvågningscenter (EMCDDA) på området udtrykker det: ”ikke alle forældre, som har stofproblemer, har vanskeligheder med at tage sig af deres børn”.

Med fortsat varme hjerter må hovederne nu holdes kolde. Der er brug for at se på retssikkerheden.

Med indgående kendskab til en del af disse tvangsfjernelsessager, vil man dog vide, at dette ikke er trængt ind hos alle kommuner og klageinstanser. Her hersker i stedet uvidenhed, fordomme og myter som for eksempel denne: ”En metadon-mor kan ikke være en god mor”.

Men det kan en ”metadon-mor” godt være. Ligesom hun kan have kørekort, tage uddannelse og være i arbejde. Stabil brug af den til enhver tid individuelt tilpassede metadondosis, reducerer ikke forældreevnen, men anses uanset som ”misbrug” og børn fjernes eventuelt endda understøttet af underlødige ” forældrekompetenceundersøgelser”.

Det er - også - en katastrofe. Forældrene knuses, ligesom vi ved, at det alt for sjældent går de anbragte børn godt.

Panikken er enorm, den breder sig og er af en karakter, hvor gode intentioner synes tilstrækkelige, mens vi glemmer alt om, hvad vejen til helvede er brolagt med.

Alt, som kan håndteres indenfor familien, skal også håndteres dér. Tvangsfjernelse må under ingen omstændigheder ske, medmindre det er tvingende nødvendigt.

Plejefamilier og de private familieplejekonsulenter skal, skyldige heri eller ej, forhindres i at kunne pleje uvedkommende økonomiske egeninteresser; en risiko, der vil være til stede, så længe lønnen fordobles, hvis barnet for eksempel beskrives med ”behov for ekstra stimulering” og tredobles, hvis forældresamarbejdet findes vanskeligt.

Konsulenterne skal forbydes at være vellønnede supervisorer for plejefamilierne samtidig med varetagelse af den overvågning af forældrenes samvær, som danner grundlag for vurderingen af muligheden for hjemgivelse, og dermed reduktion af indtægt for konsulenten.

Med fortsat varme hjerter må hovederne nu holdes kolde.

De klassiske retssikkerhedsprincipper må erindres, så som kravet om legalitet (lovhjemmel), proportionalitet, iagttagelse af officialprincippet og kravet om habilitet. Alt andet – og som det foregår nu – er kafkask.