Narkotika skræmmer. Vi forestiller os, at stofferne fuldstændig tager kontrollen og gør os til magtesløse ofre, der ikke kan andet end at indtage stof. Men sagen er en anden.

Den opfattelse, at stoffer er ustyrlige, kommer blandt andet fra rotteforsøg udført for et halvt århundrede siden. Rotter, som vist ellers værdsætter hinandens selskab og i hvert fald friheden, ikke mindst til at kunne yngle, blev isoleret i små metalbure med adgang til mad og vand – og til stoffer ad libitum.

De brugte store mængder stoffer, nogle glemte at indtage føde og konklusionen blev, at stofferne i sig selv var ekstremt farlige. Ignoreret blev rotternes isolation, at de var berøvet deres frihed. Man havde ”bevist”, hvad man ville. ”Krigen mod narkotika” var legitimeret.

Få bliver afhængige

Men sagen er en anden. Sagen er den, at en del af os nok prøver et, måske flere illegale stoffer. Vi kan have meget forskellige oplevelser med det, og bruge dem i kortere eller længere tid. For ni af 10 sker det problemfrit. Stofferne overtager ikke. Man kommer ikke til skade, passer det man skal, og man stopper af sig selv, fordi der er andet, man hellere vil foretage sig.

Kun et fåtal bliver stofafhængige. Som ubehandlede eller ringe-behandlede står de nu overfor udsigten til skader, som for eksempel hiv- og hepatitissmitte, tidlig død og udstødelse. Skader, der kan være knyttet til stofferne, men som først og fremmest er knyttet til deres illegale status og den usle ”hjælp”, der tilbydes. Skader, der kun giver endnu flere grunde til fortsat stofbrug. Skader, der kan afværges eller afbødes. Hvis vi vil.

Indsatsen skal ikke længere måles på det, der kan aflæses i en urinprøve, men på om den øger livskvaliteten.

Lige så absurd det ville være at møde kørestolsbrugeren, lam fra halsen og ned, med krav om at tage på genoptræning et par måneder og så rejse sig fra kørestolen, ligeså absurd er det at møde den stofafhængige med krav om at blive stoffri.

For graden af kronicitet forbundet med stofafhængighed er høj. Vi ved det. Vi ser dem igen og igen i behandlingssystemet. Men vi erkender ikke. Brug af stof er for den stofafhængige mere en løsning end det egentlige problem, hvorfor mange ikke får det bedre, men værre, af at blive stoffrie. En hovedmålsætning om stoffrihed burde være lige så utænkelig som at se en kræftbehandling som succesfuld, når svulsten vokser og døden rykker nærmere.

Stofafhængighed er ikke en sygdom, men en tilstand. En kompleks en af slagsen, som ikke handler ret meget om stof, men om hvad man kommer af, hvad man har med sig og af indre og ydre udfordringer. Helt afgørende er det, hvad den enkelte finder meningsfuldt. Som stofafhængig vil man bruge stof – kriminalisering eller ej, krav om stoffrihed eller ej – så længe det giver mening. Først i det øjeblik noget andet giver mere mening for den enkelte, vil tilstanden ændre sig.

Spildte kræfter

Milliarderne anvendt på ”stofmisbrugsbehandling med hovedmålsætning om stoffrihed” og kravene om, at flere skal blive stoffrie eller i hvert fald reducere deres stofbrug, senest gentaget i regeringens 2020-mål på det sociale område, er derfor skønne spildte kræfter. Både opfattelsen af problem og mål er forkert.

De mange ligegyldige eller ligefrem skadelige standardiserede tilbud skal afvikles, der skal skadesreduceres, og vi skal vise, at vi nu forstår, at der er lige så mange veje ind i stofafhængighed, som der er stofafhængige, hvorfor der også skal findes lige så mange veje derfra.

Indsatsen skal ikke længere måles på det, der kan aflæses i en urinprøve, men på om den øger livskvaliteten, funktionsniveauet, om man får uddannelse, kommer i arbejde og bliver i stand til at få hjemgivet anbragte børn. Stoffri eller ej.