Lad det være slået fast med det samme. FN-narkotikakonventionerne forpligter os ikke til at pålægge stofbrugerne strafferetlige sanktioner.

De forpligter staterne til at opretholde en generel kriminalisering af visse mere eller mindre tilfældigt udvalgte rusmidler, men staterne er overladt stor grad af frihed i forhold til, hvordan man vil tilrettelægge selve håndhævelsesproceduren. Det gælder i forhold til alle narkotikaforseelser af mindre art og dermed både besiddelse af stof til eget brug og småsalg af stof for at kunne finansiere egen stofafhængighed.

Et usselt liv

En egentlig legalisering er derimod i strid med de forpligtelser vi har efter FN-konventionerne, men beslutter en stat, at politiressourcerne ikke længere skal bruges på at forfølge stofafhængige i forhold til deres besiddelse af de næste fix, rekreative cannabisbrugeres weekendjoints, eller medicinske cannabisbrugeres besiddelse af cannabisolie, vil det ikke være i konflikt med den internationale ret. Dette følger af 1988-konventionen.

Som fortsat strafbegejstret kan man hurtigt komme til at stå på den forkerte side af historien.

Man kan således vælge i stedet at tilbyde den stofafhængige behandling og andre relevante indsatser samt eksempelvis sundhedsfaglig vejledning i forebyggende og skadesreducerende øjemed til de øvrige. 

Når vi altså ikke er forpligtede til at straffe brugerne selv, som jo også allerhøjst i forbindelse med de nævnte forseelser risikerer at skade brugerne selv, må spørgsmålet være, hvorfor vi gør det?

Denne del af forbudspolitikken er indiskutabelt en fiasko. Den er på ingen måde lykkes med sit erklærede mål om at udrydde stofferne. Tværtimod er stofferne flere, lettere tilgængelige og billigere end nogensinde, ligesom de verden over bruges af flere end nogensinde.

Dertil er forbudspolitikken en både social- og sundhedspolitisk katastrofe. Politiforfølgelse af brugerne selv øger kun den illegale stofhandel såvel som følgekriminaliteten.

Dertil kommer, at stofbrugere typisk i årevis afstår fra at søge nødvendig hjælp og behandling. I mellemtiden leves en ubeskriveligt kummerlige tilværelser, med kronisk angst og stress, hvor man unødigt smittes med alvorlige sygdomme som for eksempel hepatitis og hiv og kommer til at leve unødigt brutale og korte liv.

Indrømmelse fra USA

Kort før jul erkendte præsident Obamas øverste chef for narkotikakontrolindsatsen, Michael Botticelli, at måden, vi i over 40 år har udkæmpet krigen mod narkotika på, har været helt forkert.

Hermed stiller han sig på skuldrene af en række andre markante aktørers klare anbefaling i nyere tid om at afkriminalisere brugerne selv. Det gælder WHO, UNAIDS, UNDP, UN Women, UNODC og FN’s højkommissær for menneskerettigheder. Det samme lyder fra fremtrædende organisationer som Human Rights Watch, Internationalt Røde Kors og Global Commission on Drug Policy med Kofi Annan i spidsen.

Afkriminalisering er det nye sort og som fortsat strafbegejstret kan man hurtigt komme til at stå på den forkerte side af historien.