For denne blogger, som er meget glad for at arbejde og som gennem nu mere end 14 år har arbejdet, helst både dag og nat og gerne alle ugens dage, for at fremme retssikkerhed, inklusion, værdighed og, ikke mindst, muligheden for overlevelse hos vores mest udsatte, mest udstødte og mest stigmatiserede borgere giver dette begreb - at ”arbejde gør fri” - en mening, der rækker langt udover den umiddelbare.

At ”arbejde gør fri” blev anført i 1845 af den tyske nationaløkonom Heinrich Beta i skriftet ”Geld und Geist”. Han skrev: ”Det er ikke troen, der frelser, ikke troen på præsters og adeliges formål, men arbejdet der giver frelse, for arbejdet gør fri”.

Jobbene mangler

At det at arbejde i hvert fald kan være ganske afgørende for oplevelsen af meningsfuldhed, også så afgørende, at det ligefrem kan udgøre en markant del af den enkeltes identitet, formodes herfra velkendt hos de fleste af os. At befinde sig udenfor arbejdsmarkedet fører dermed ikke alene til, at man må klare sig for små - og fremtidigt sikkert også færre - midler, men også til en øget risiko for tristhed, depression, deprivation og isolation.

At det nu fra begge sider af Folketinget højlydt messes, at dem der faktisk kan arbejde, også skal arbejde, kunne også på denne baggrund give god mening. Men mens det også kritisk fremføres, at problemet pt. er, at der mangler arbejdspladser, må man desværre totalsavne politisk opmærksomhed i forhold til det faktum, at der på ingen måde i dag hverken er eller ville kunne etableres plads til de mest udsatte. Dem der befinder sig lysår fra det aktuelle arbejdsmarked.

De fleste blandt gadefolket på stenbroen vil faktisk gerne arbejde. I den udstrækning de kan.

Forestiller man sig i øvrigt, at denne gruppe til gengæld bevilges førtidspension, tager man grueligt fejl. De får nemlig afslag i stort antal. Om man så er svært plaget af op imod en håndfuld psykiske lidelser, hiv, leverbetændelse eller væskende sår, der ikke vil hele. Ryger man en joint i ny og næ, bruger andet rusmiddel og lægeordineret substitutionsmedicin som metadon, angives det fra klageinstanserne, at ”behandlingsmulighederne ikke er udtømte”, hvorfor der gives afslag.

De mange år på stenbroen blandt gadefolket fortæller dog, at folk flest - også her - faktisk gerne vil arbejde. I den udstrækning de overhovedet kan. Og her bliver det svært. For udover at selv basale skolefærdigheder oftest ikke er på plads, er det et faktum, at hovedparten er så svært belastede af deres elendige psykiske og/eller fysiske forfatning, at heller ikke de eksisterende særordninger på arbejdsmarkedet er relevante for dem.

Det kan betale sig

For i den ene uge kan man måske kun arbejde en enkelt time eller slet ikke, mens man i ugen efter måske kan snige sig op på 20 timer, hvorefter man må indlægges langvarigt til behandling af for eksempel hjerteklapbetændelse.

Men gadefolket flest vil altså gerne arbejde, og derfor må fokus nu rettes mod at skabe det udvidede arbejdsmarked, der har så lave tærskler og en så specificeret efterspørgsel på lige netop de mest udsattes arbejdsressourcer, at der faktisk bliver plads til dem.

Jeg er jo gadejurist, og ikke økonom, men det er alligevel lige før, at jeg vil lægge hovedet på blokken for, at hvis vi lykkes, vil udgifterne herved snart være tjent ind, og mere til, i form af for eksempel reduceret berigelseskriminalitet og reduceret efterspørgsel på stofbehandling.