Det er over 20 år siden, han stiftede bekendtskab med heroin. De fleste der prøver heroin eller morfin oplever overvejende ubehag; tørhed i munden, kvalme og opkastning. For nogle få er det anderledes. Han er en af dem, der især husker det næsten mirakuløse, at en konstant uro og angst pludselig var afløst af en indre ro, mod på livet, glæde ved at være sammen med andre, overskud, energi. Sådan er vi så forskellige.

Om heroinens ophav, opium, blev det tilbage i 1700-tallet fastslået af en læge, at brug kan give ”selvtillid, sindsro, energi og overskud til at få arbejde fra hånden”, ”storsind og ædelhed” og ”forebygge og fjerne sorg, frygt og angst, berolige, lindre og fortrylle sindet med tilfredshed, trivsel og sindsligevægt”. Dette ved min ven ganske godt.

Der er mange af hans slags derude. Deres trivsel er i vores hænder. 

Erstatningspræparater som for eksempel metadon fungerer ikke for ham. Han føler sig tung og uoplagt, og invalideres af den ekstreme svedproduktion, som er en velkendt bivirkning.

Han sætter i øvrigt en ære i at passe sit arbejde og den kontrol, han underkastes i det aktuelle danske behandlingssystem med fremmøde mindst hver anden dag til overvåget indtag af substitutionsmedicin, er uforenelig med såvel fastholdelse af job og øvrig identitet. Så han bruger heroin. Så vidt muligt. For han har jo ikke altid råd. Langt fra. I mange og lange perioder lider han.

Han var til juleaften i familien. Forud havde det summet, sådan er det altid: ”Mon han kommer hjem til jul?”, ”Er han på stoffer for tiden, for så kommer han jo ikke – og så skal han heller ikke bryde sig om at komme!”.

Mellem and og risalamande ringer han til mig. Det går godt. Han er rolig. Ingen angstanfald. Han nyder at være sammen med familien, om end han har det svært, når de igen og igen roser ham for nu endelig at være "stoffri".

Det er han jo ikke. Men julen var denne gang godt planlagt. Han havde arbejdet dobbelt op og var lykkedes med at skaffe nok heroin til at kunne holde jul. Uden stress, uden angst. Han kan derfor være, som han ville ønske, han altid kunne være, og som familien også tror, han er, uden heroin. Alle er glade. Han er det også. Næsten.

Der er mange af hans slags derude. Måske tusinder. Deres trivsel er i vores hænder. Deres mistrivsel ligeså.