27 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Corona-retningslinjer og indsats til de mest udsatte nu!

Blogs

Nanna W. Gotfredsen
Jurist, medstifter af Gadejuristen
Nanna W. Gotfredsen er medstifter af Gadejuristen og har arbejdet som gadejurist i over 20 år. Gadejuristen sikrer juridisk hjælp til stofbrugere og andre socialt udsatte mennesker.
Blogindlæg af Nanna W. Gotfredsen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 27. marts, 2020, 06:22:51

Corona-retningslinjer og indsats til de mest udsatte nu!

Flere uger inde i epidemien havde Sundhedsstyrelsen stadig ikke givet konkrete råd om coronavirus til socialt udsatte eller til de myndigheder, der skal være klar til at hjælpe dem.

I tirsdags udsendte Sundhedsstyrelsen en pjece, som socialministeren delte på Twitter som "materiale målrettet gadens folk". Overskriften lovede da også "særlige råd til hjemløse", men på indholdssiden lød rådene: Bliv hjemme og undgå shopping, bridgeklubben og sang med koret.

Der mangler klare meldinger om, at fællesskabet også er klar med penge til de indsatser til socialt udsatte, der kan være nødvendige for at redde deres liv.

Der var tale om helt generelle råd, bare med en ny forside. Det eneste særlige råd var, at personer på herberg eller varmestue kunne snakke med personalet "– måske de kan hjælpe dig."

I en ny version er bridgeklubben blevet slettet (efter et vredt opslag på Facebook), men pjecen indeholder stadig ingen konkrete råd til hjemløse, stofbrugere, sexsælgere og andre udsatte gadefolk. Gadefolket er efterladt til at håbe, at personalet på varmestuen måske kan hjælpe. Hvis altså varmestuen er åben.

Savner klare meldinger

Dét er åbenbart stilen fra vores centrale myndigheder lige nu. Der er intet reelt fokus på de mest socialt udsatte, selvom det er åbenlyst, at coronavirus udgør en særlig risiko for netop dem. Og mens der allerede er kommet milliarder til virksomheder og lønmodtagere, er der ikke givet klare meldinger om, at fællesskabet også er klar med penge til de indsatser til socialt udsatte, der kan være nødvendige for at redde deres liv.

I skrivende stund er meldingen, at coronavirus ikke har ramt gaden hårdt –endnu. Men det kan ske hvert øjeblik. Derfor er der brug for råd, retningslinjer og klare meldinger nu!

Når man ikke har et hjem

Hjemløse har selvsagt en særlig udfordring nu. Det er meget svært at holde sig isoleret og beskytte sig, når man ikke har et hjem og har langt til både håndvask og toilet. Og det er vigtigt at komme indenfor nu for at undgå at blive syg. Men mange varmestuer har lukket ned og overnatningssteder reducerer antallet af pladser - for at sikre afstand.

Hos SAND, de hjemløses egen organisation, er der info om, hvad der er åbent, og hvad der er lukket i de enkelte kommuner.

Stofbrugere på et illegalt marked

En anden særlig risikogruppe er mennesker, der er afhængige af stoffer. Sundhedsstyrelsen ignorerer lige nu, at der efter deres eget skøn er 52.000 højrisikobrugere af opioider (som heroin) og centralstimulerende stoffer (som kokain mv.) i Danmark. Dertil kommer 32.500 højrisikobrugere af cannabis.

Coronavirus kan smitte både ved at dele en kanyle og en joint, og det er svært at holde afstand, når man fra gaden er henvist til at handle på et illegalt stofmarked. Så hvorfor indeholder Sundhedsstyrelsens materiale ingen særlige råd til stofbrugere?

Gadejuristen har sammen med stofbrugere samlet nogle vigtige råd, som man kan dele, mens vi venter på myndighederne. Her finder du også information om, hvor man kan skaffe injektionsudstyr, så man ikke behøver at dele.

Ikke implementeret lov

Lige så vigtigt er det at få ud, at ALLE læger må behandle abstinenser. Og er de akutte, skal de behandles straks. Det gælder også stofrelaterede abstinenser (ikke kun alkohol). Det blev præciseret i en lovændring for ni måneder siden, men loven blev ikke implementeret i sundhedsvæsenet, og nu står vi med problemet.

Lægerne kender ikke pligten og mangler retningslinjer for behandlingen. Sundhedsstyrelsen har hasteudsendt noget, men kun om abstinenser knyttet til opioidbrug. Stofbrugere kalder det stort set ubrugeligt og sundhedspersonale melder om fejl i materialet.

Vi har derfor lige nu også et særligt fokus på abstinensbehandling. Vil man vide mere, kan man gå direkte til Gadejuristens hjemmeside.

Toppen af bjerget

Dette er kun toppen af bjerget af problemer. Der mangler særlige sundhedsråd til sexarbejdere og klare meldinger om, at også migranter og flygtninge uden papirer skal hjælpes, hvis smittekæderne skal brydes. Der mangler tag over hovedet i rum på sikre steder, der er tapetseret med adgang til abstinensbehandling.

Det tragiske er, at problemerne ikke er spor nye eller ukendte. De er til gengæld uløste, og epidemien har kun gjort dem både værre og endnu mere akutte.