På Gadejuristens kontor har vi et stearinlys, vi tænder, når en af gadens folk er gået bort. Det lys bliver tændt alt for ofte, og oftest er det en stofbruger, der er død alt, alt for tidligt. For os og for deres familier og venner er de døde ikke bare et tal i en statistik. Det er mennesker, man har kendt, krammet med og holdt af. Det bør ingen glemme.

Det er mange flere udsatte stofbrugere, end Sundhedsstyrelsen hidtil er kommet frem til.

Når disse tal alligevel er vigtige, er det, fordi de er en indikator på, hvordan det faktisk går med narkotikaindsatsen. Og den nye dødsopgørelse viser desværre, at det går uhyggeligt dårligt. Vi ligger fortsat meget højt, både i absolutte tal og når vi sammenligner med andre lande i Europa.

I 2018 var der 252 narkotikarelaterede dødsfald i Danmark. Det er det samme som året før og nogenlunde det samme, som det er hvert år. Vi skal mere end 25 år tilbage i tiden, før vi finder et år med under 200 døde.

Regner vi i gennemsnit, er 68 stofbrugere døde, siden der blev afholdt folketingsvalg 5. juni. Yderligere 15 vil dø, før Folketinget åbner igen.

Det er forfærdeligt, at dødeligheden fortsat ikke falder. Sundhedsstyrelsen hæfter sig selv ved, at den ikke stiger, men det er et komplet uacceptabelt succeskriterium. Målet må og skal være nul, og selv hvis vi ikke kan nå det, skal vi så tæt på, som vi overhovedet kan.

Men hvad er det så, vi skal gøre?

Modgift, god behandling og afkriminalisering

Først og fremmest skal vi have gjort modgift mod overdosis til noget, alle kan købe på apoteket i håndkøb. Langt de fleste dødsfald er knyttet til overdosis med opioider som heroin i kombination med andre stoffer/præparater. Mange af disse dødsfald kan forebygges ved for eksempel at give en modgift som næsespray, hvis det blot blev udleveret.

Derudover skal kommunernes behandlingstilbud være bedre og mere attraktive. Det er velkendt, at særligt substitutionsbehandling kan forebygge både dødsfald, smitte og skader blandt disse stofbrugere. Alligevel er hele to tredjedele af de mest udsatte i dag ikke i behandling. Det taber vi alle på.

Og så skal stofbrugerne afkriminaliseres. Risikoen for både overdosering, fixeskader og risikofyldt praksis stiger, når man er jagtet af politiet og bange for at blive frataget stoffet.

Frygten får også stofbrugere til at gå under radaren mere generelt og undgå myndighederne, der behandler dem som kriminelle. Mange får derfor hverken den behandling eller skadesreducerende vejledning, der kunne have reddet deres liv.

Alt det her og mere til skal tænkes sammen i en samlet plan, der tager afsæt i stofbrugernes behov og rettigheder – ikke mindst retten til liv og sundhed. For når kontrol og kriminalisering står i vejen, når patienterne presses ud af og væk fra behandling, og når stofbrugerne stresses og straffes, er det klart, at dødeligheden ikke falder.

Stigmatisering dræber også

Det samme gælder for den stigmatisering, der fører til, at for eksempel sundhedspersoner på hospitalerne overser eller nedprioriterer selv klare symptomer på alvorlige sygdomme, fordi de ikke kan abstrahere fra stofbruget, eller når de sender indlagte stofbrugere på gaden for at jagte stoffer, selvom de bør være indlagte, men fordi abstinenserne ikke bliver behandlet.

Den stigmatisering og diskrimination, der i praksis gør stofbrugerne retsløse, kommer af et halvt århundredes kriminalisering og marginalisering af stofbrugerne.

Det tragiske er, at al kriminaliseringen, kontrollen og stigmatiseringen koster liv. Det absurde er, at det heller ikke virker forebyggende.

Ifølge Sundhedsstyrelsens nye estimat er der 50.000 højrisikostofbrugere i Danmark, hvoraf 20.000 er opioidbrugere, hvor risikoen for dødelige overdoser er størst. Det er mange flere udsatte stofbrugere, end styrelsen hidtil er kommet frem til.

Forhåbentligt giver det anledning til nu at revurdere den indsats, der ikke virker. Vi kan ikke acceptere, at Sundhedsstyrelsen er tilfreds med 252 døde igen næste år, fordi tallet ikke er steget.

Hver og én afdød er nogens bror eller søster, barn eller forælder, ven eller kæreste. De betyder noget. Derfor tænder vi lys for dem, vi har mistet, og kæmper videre sammen med dem, der stadig er her.

Til alle dem, vi har mistet. Æret være deres minde.