I min sidste blog opfordrede jeg til at få stofferne ned i folketingssalen. 

Nu har Enhedslisten, Alternativet og SF kaldt regeringen til forespørgselsdebat om det kommende FN-topmøde om narkotikapolitik, UNGASS.

Den irske regering har netop meddelt, at irerne fremover ikke længere skal straffes for stofbesiddelse til eget brug. 

Timingen for denne forespørgselsdebat er god. For et par uger siden udkom et yderst interessant dokument. Fra narkotikakrigeren over dem alle, FN’s kontor for stoffer og kriminalitet, UNODC.

Papiret gentager hvad resten af FN sammen med en række andre markante aktører (UNAIDS, UNDP, UNWomen, WHO, OAS, Global Commission on Drug Policy, International Røde Kors, Human Rights Watch m.fl.) har sagt de senere år.

Stofbrugerne må afkriminaliseres. Ud af straffeapparatet og i stedet blive favnet af hjælpeapparat og sundhedsvæsen. Og nu slår altså selv UNODC fast, at narkotika-konventionerne ikke pålægger staterne at kriminalisere besiddelse af stof til eget brug. Tværtimod, fremgår det videre, kan forbuddet ligefrem være i strid med menneskeretlige forpligtelser, fordi det underminerer retten til sundhed, frihed og sikkerhed.

Dokumentet har været forsøgt trukket tilbage, angiveligt efter pres fra en eller flere medlemsstater, der ikke bryder sig om de saglige konklusioner. Men budskabet er ude, og det øger kun forventningerne til UNGASS-topmødet i New York i april næste år, og gør debatten i Folketinget den 18. december endnu mere interessant. For hvor står Danmark?

I regeringsgrundlaget for vores nye regering er vi blevet lovet en socialpolitik, der vil ”fokusere på løsninger og redskaber, der gør en reel forskel”. Der er næppe et nemmere sted at starte end med narkotikapolitikken. Siden 1996 er forbuddet blevet strammet fire gange. Alligevel er der i dag kun endnu flere stofbrugere, en hel del flere med problembrug, og stofferne er lettere tilgængelige og billigere end nogensinde.

I Portugal er det gået den stik modsatte vej, siden landet i 2001 afkriminaliserede stofbesiddelse til eget brug. Færre er afhængige, flere er i behandling og dødeligheden er faldet. Færre portugisere end danskere bruger stoffer, og deres skolebørn giver udtryk for, at have sværere ved at skaffe stoffer end deres danske jævnaldrende.

Nogle politifolk vil påstå, at de er nødt til at gå efter de afhængige købere for at kunne fælde sælgerne. Men Portugal fængsler lige så mange for narkotikakriminalitet, som vi gør i Danmark.

På denne samlede baggrund er det bestemt ikke underligt, at modellen breder sig.

Irland har noget så fornuftigt som en minister for narkotikastrategi. Han har netop meddelt, at irerne fremover ikke længere skal straffes for stofbesiddelse til eget brug. Det sker efter et studiebesøg i Portugal, svarende til det Folketingets retsudvalg foretog sidste år.

Så fornuftige er vi ikke her endnu, men under satspuljeforhandlingerne fik Liberal Allianceafsat midler til en undersøgelse af den danske narkotikapolitiske indsats. Bliver det gjort ordentligt, vil den næppe kunne komme til en anden konklusion end Portugal, Irland, FN samt fagfolk verden over. Der er håb forude.